 Politik
 Bøger
 Vin og Øl
 Skriverier
.jpg-for-web-small.jpg) Foredrag
 Mig
 Blog
 Links |
Skriverier
Det europæiske samarbejde bør revideres
Kronik i Kristeligt Dagblad 8. juli 2005
Tænkepausen bør give anledning til en debat om fordele og ulemper ved de forskellige måder at styre unionen på, som udgør alternativer til EU’s nuværende sammenblanding af demokrati og bureaukrati
En forfatning er død, eller i hvert fald slået ud. Spørgsmålet er bare, om Europa er klar til at opdage det - eller kan overleve at ignorere det? Tiden er inde til, at vi må tage Europa alvorligt.
Folkeafstemningerne i Frankrig og Holland er som bekendt langtfra første gang, at en befolkning siger fra overfor EU, så det burde egentlig ikke skabe så stor undren. Der har længe været stor skepsis over for dele af unionens virke i de forskellige europæiske lande, men i den store europæiske debat har man tenderet til at glemme det.
At nævne det har ikke været god tone. Det ville give problemer at tænke den splittelse ind, som EU-politikken længe har medført. Man fortsatte derfor ufortrødent af samme spor som altid og glemte dermed at overveje, om hovedparten af unionens indbyggere var på det rene med, hvad der foregik. Det blev glemt, at støtten til projektet ikke var uforbeholden, hverken inden for eller uden for unionens grænser. Det vigtigste synes at have været, at EU’s institutioner fortsatte som hidtil med så lidt kritik som muligt.
Set i bakspejlet var det nok en større fejl, end man kunne have forestillet sig. De europæiske befolkninger er langt fra så ukritiske over for unionen som politikerne.
Tilbage i 1992 var det lige ved, at Maastricht-traktaten var blevet afvist af ikke bare danskerne, men også af franskmændene. Landets befolkning var delt midtover på spørgsmålet om, hvorvidt det europæiske samarbejde skulle kaste sig ud i en unionsdannelse. Hvor Danmarks nej skabte overskrifter i en periode, og til tider stadig huserer i debatten herhjemme, så blev det franske resultat nærmest tiet ihjel. Det indgår normalt ikke i de typiske fortællinger om EU-politik, at EU-skepsissen dengang langtfra blot var et dansk fænomen.
Det er til tider, som om vi i den europapolitiske debat glemmer at lytte efter, hvad det rent faktisk er, der bliver sagt. Det gælder både dem, vi herhjemme kalder “jasigere”, som dem, der kaldes “Nejsigere”.
Nejsiden har måske for længe været for dårlig til at lytte efter og forstå, hvorfor det er, at folk stemmer nej. Samtidig har man måske lukket øjnene for meget for, at vi skal føre en EU-debat, der også handler om vores visioner for, hvilket europæisk samarbejde, det er, vi ønsker os. Man har ofte været præget af en frygt for at indrømme, at EU også kan bruges til noget, at unionen også bidrager med en masse positivt. Det skaber kløfter, hvis vi ikke vil erkende, at EU kan bruges til forskellige opgaver.
På den anden fløj har man derimod levet med en forestilling om, at det kun var folk, der ikke forstod EU, der stemte nej, at det var nationalister, ekstremt venstreorienterede eller på anden måde folk, man ikke mente, man behøvede at tage seriøst.
Længe var der en så loyal opbakning til EU fra denne fløj, at det virkede, som om, det var helt umuligt at forholde sig kritisk til noget, der havde med EU at gøre. Det har ikke været let at få en diskussion om, hvilke arbejdsopgaver EU bør tage sig af, og hvad der bedst hører hjemme i andre fora. Mantraet har syntes at være: “EU er løsningen”, ligegyldigt om det var det mest fornuftige eller ej.
Tiden er inde til, at vi grundigt tager det europæiske samarbejde op til revision, at vi glemmer tidligere tiders tabuer, og, i stedet for lappeløsninger og de sædvanlige kompromiser, vælger en ny, langsigtet og måske i virkeligheden mere visionær vej for Europa.
I stedet for at se på, hvordan EU i dag er konstrueret, som et resultat af mere end 50 års studehandler og bureaukrati, kunne man vælge at stille sig selv ét vigtigt spørgsmål - hvilket europæisk samarbejde er det egentlig, at vi vil have? I stedet for at overveje, hvordan vi retter lidt op på de demokratiske problemer hist og her, kunne vi med fordel se på, hvad det er, vi ønsker os af det europæiske samarbejde, og så indrette samarbejdet efter dette.
Det, vi har brug for, er dels at nytænke arbejdsdelingen mellem EU og de enkelte medlemsstater, dels at tænke på, hvordan vi får skabt et gennemskueligt og demokratisk samarbejde. Et samarbejde, som den enkelte borger kan forstå og støtte. Et samarbejde, der giver mening for borgerne. For at gøre dette, må vi måske hente inspiration i andre måder at indrette sammenslutninger på. Vi må søge en form, der kombinerer visionerne med en forståelse af, hvordan det fungerer i praksis.
Skal vi have statsteorierne tilbage i debatten? På det visionære plan skal vi til at diskutere, hvilke principper vi skal styre EU efter. Jeg vil hævde, at vi skal til at lade os inspirere af verden uden for Europa, noget, man i EU har været meget dårlig til.
Det, vi skal have, er en klar debat om fordele og ulemper ved de forskellige måder at styre unionen på. Der er dels EU’s nuværende sammenblanding af demokrati og bureaukrati til en uskøn og svært gennemskuelig størrelse, men der findes også andre måder at organisere samarbejde på.
Hvis vi klart stiller op, hvad vi skal bruge det europæiske samarbejde til, vil det måske blive klarere, hvad der skal til for at løse opgaven. Selvom det er tabubelagt, tror jeg, at vi burde skele til den måde, forskellige føderale og konføderale stater og sammenslutninger fungerer på. Ikke fordi vi nødvendigvis skal omdanne unionen til en føderalstat. Det er hverken befolkninger eller politikere vist klar til at gøre, selvom dette bestemt også er en interessant debat. Det, vi kan lære af f.eks. den føderale tankegang, er den klare afgrænsning mellem, hvad der skal løses i fællesskab, og hvad der skal overlades til de enkelte stater. Vi kunne overveje en reel debat omkring fordele og ulemper ved en føderal, en konføderal, og en unionistisk centralstatstankegang og så se, hvad der bedst opfylder vores krav til samarbejdet. Dernæst skal det videreudvikles og tilpasses vores behov og europæiske virkelighed.
Et af EU’s store problemer stammer fra den uklare sammenblanding af det mellemstatslige og det overstatslige, og ikke mindst at unionen har udviklet sig meget langt fra, hvad den var engang, uden at der er sket de store institutionelle reformer. Som en konsekvens af dette halter den demokratiske kontrol ofte bagefter. Det er ikke altid klart, hvem der er involveret i hvilke beslutninger, eller hvem der har ansvaret for at kontrollere implementeringen af beslutninger og politikker.
Hvis vi vil have et europæisk samarbejde, der kan nyde folkelig støtte, som kan være et redskab til at forbedre livet for borgerne, og som f.eks. på miljøområdet kan være en vigtig international aktør, så skal vi tænke os grundigt om. Vi må få skabt et samarbejde, hvor beslutningsprocesserne er gennemskuelige, hvor ansvarsfordelingen er klar, og hvor der på en demokratisk måde kan tages effektive beslutninger. Hvor vi kan få de forskellige nationale kæpheste frem i lyset og få åbne diskussioner om alt det, vi godt ved påvirker EU-beslutningerne i dag, men som officielt ikke udtales.
Spørgsmålet, vi bør stille os selv efter at have fundet ud af. hvad vi vil med samarbejdet, bliver så: Hvordan ser det ideelle samarbejde for de europæiske lande så ud? Det skal tillade forskelligheden, og kunne bruge denne som en styrke, i stedet for at se den som en svaghed, vi skal harmonisere os ud af.
Har vi nødvendigvis stadig brug for en EU-kommission, eller skulle man overveje et regulært tokammer- system for EU. Skal EU-domstolen kunne dømme om alt, og skal EU på nogle punkter have mere gennemslagskraft, end det har det i dag?
Vi må droppe tabuerne og turde tænke nyt. Skabe en debat om de reformer, der skal til, for at det europæiske samarbejde både kan være effektivt og nyde opbakning i befolkningerne.
Måske vi skal overveje at få statsteorierne tilbage i debatten om, hvilket europæisk samarbejde det er, vi ønsker os? Det er nu, visionerne skal kombineres med praksis, så vi kan få skabt et europæisk samarbejde, vi alle kan støtte op om og være stolte af. Hvis vi vil noget med Europa, er det nu, der skal handles.
|
|
