 Politik
 Bøger
 Vin og Øl
 Skriverier
.jpg-for-web-small.jpg) Foredrag
 Mig
 Blog
 Links |
Skriverier
Det folkeløse demokrati
Kommentar i Information 24. september 2005, skrevet med JuniBevægelsens formand Hanne Dahl
EU er politikernes og ikke mindst embedsmændenes arena, en arena der for ofte virker afskåret fra virkeligheden
Det ligger i selve ordet demokrati, at folket er det grundlæggende, det uundværlige og det, som alting udgår fra. Fjerner man “demos” fra demokratiet er der “kratos” - en tom skal der kun handler om styring. Fjerner man folket fra demokratiet, mister det således sin mening.
Alligevel er det sådan, at når det kommer til EU, så er folkene i bedste tilfælde gledet i baggrunden, i værste tilfælde helt glemt. I gamle tiders enevældige kongedømmer lå suveræniteten hos monarken, men med demokratiernes indtog overførte man suveræniteten til folket.
Således udgår magten fra borgerne, det er med rod i dem, at der kan styres i et demokrati og derfor er det også overfor dem at man står til ansvar, både som politiker og som embedsmand, for det er i sidste ende folket der giver én mandat til at handle.
Når det kommer til EU, ser det anderledes ud. Her udgår hverken magten eller mandatet fra folkene, men derimod fra systemet. Det er politikernes og ikke mindst embedsmændenes arena, en arena der for ofte virker afskåret fra virkeligheden.
Det har aldrig været nogen hemmelighed, at styringsformen i EU består af en sammenblanding af forskellige styringsformer, men må-ske stikker problemerne dybere end som så.
Når man skriver traktater og som sidst en EU-forfatning, har det hidtil været meget magtpåliggende at skrive klart, at Europa består at forskellige folk.
Der er altid utallige forsikringer om at ‘man’ vil respektere de forskellige landes kulturelle egenart og sprog. Konklusionen burde være, at EU og Europa består af forskellige folk. Der er ikke tale om ét europæisk folk. Derfor er det mærkværdigt, at systemet synes at arbejde efter, at der findes et sådant europæisk folk. Godt nok kan det være populært at påklistre sig betegnelsen “europæer”, eller erklære at man er mere europæer, end man er ens respektive nationalitet(er), men det er mest en politisk manøvre, og i virkeligheden nok ikke noget hovedparten af de europæiske borgere kan genfinde sig selv i.
De fleste af os opfatter os, generelt set, stadigt primært som danskere, franskmænd osv. og ikke som europæere. Derfor forholder vi os også til den politiske scene i Europa ud fra disse præmisser. Løsningen er derfor ikke, at vi skal søge at skabe ét folk, der så med tiden kan søge at skabe sin egen offentlighed. Derimod må vi forholde os til, at vores udgangspunkter er forskellige, og at alle ikke drømmer om det samme. Vi skal altså have skabt et system, der erkender at dets fundament udgøres af forskellige folk.
Hvis det er os som borgere, der skal udgøre fundamentet for den europæiske union, må det også være os som borgere, der i fællesskab diskuterer, hvad det er, vi vil med samarbejdet. Den nuværende model, hvor hovedparten af debatten og diskussionerne overlades til nogle få embedsmænd og politikere, er ikke holdbar.
Hvad så Europa?
Det vi står overfor er altså, at vi må finde en måde at skabe et europæisk samarbejde, der styres demokratisk, og som er i stand til at håndtere, at vi ikke er ét europæisk folk, men derimod er mange og forskellige. At vi anskuer verden forskelligt, og at vi er vant til forskellige systemer.
Vores udgangspunkter er forskellige, og det samme er vores ønsker og forventninger til samarbejdet ofte også. Men vi trænger til at få vendt bøtten: Forskellene er ikke problemet. Det er systemet, der er problemet.
I stedet for at skabe et EU der er kunstigt ens, må vi finde en måde, hvorpå vi kan ændre det nuværende system til et, der er fleksibelt, og som giver mulighed for, at vi indretter vores samfund forskelligt og alligevel samarbejder.
Det der skal til, er en ændring af vores politiske sy-stem, så lovene ikke udgår fra systemet; kommissærerne og deres ansatte. Men i stedet som det sig hør og bør i et demokrati, udgår fra de folkevalgte og folket. Hvis ikke vi sørger for at få ændret det fra bureaukratiets Europa til demokratiets Europa, så vil vi aldrig få en følelse af folkeligt engagement, vi vil aldrig få et samarbejde, der kan nyde borgernes opbakning.
For at ændre ved dette bør vi derfor stille os selv ét spørgsmål: Hvis vi skal fortsætte med at have en EU-kommission der som de ene-ste kan fremsætte lovforslag - bør vi så i det mindste ikke selv kunne vælge den? Hvis det er os, folkene, der vælger den, så udgår dens mandat også fra os, den skal stå til ansvar over for os og ikke, som hidtil, udelukkende overfor systemet selv.
Demokratiet er, blandt mange ting, retten til at være med til at vælge, hvem der skal styre os, hvem der skal foreslå vores love. Det skylder vi os selv at huske på også gælder, når det kommer til EU.
|
(Grafik: Pia Mia Poulsen)
|
