Skriverier
Fedtspil i EU
Kronik i Fyens Stiftstidende 30. august 2006, skrevet med JuniBevægelsens formand Hanne Dahl
Der er dømt tænkepause i EU- systemet efter den nye forfatnings fiasko. Men pausen synes kun at resultere i pr-spin, varm luft og tomme ord om “Resultaternes Europa”.
Efter folkeafstemningerne i Frankrig og Holland besluttede stats- og regeringscheferne i juni 2005 at indlede en såkaldt tænkepause.
Den forfatning, man havde sat alt ind på at få vedtaget, var af borgerne i to af EU’s oprindelige lande blevet vejet og fundet for let - så hvad skulle man stille op?
Idéen var at skabe debat i de enkelte lande. Borgere, civilsamfund, nationale parlamenter osv. skulle inddrages. Unionens medlemsstater, såvel som EU-institutionerne skulle også bidrage til debatten. Især bureaukratiets ufolkelige højborg, EU-kommissionen, fik af Ministerrådet sparket bolden over på sin banehalvdel.
På den måde var det ikke længere stats- og regeringsledernes problem. Kommissionens formand skyndte sig derefter, måske som et udslag af pludseligt opstået bold-fobi, at skyde bolden videre til den svenske pr-kommissær, så det i det mindste ikke var hans eget ansvar at gå i dialog med borgerne.
Pr-kommissærens eksperter var derefter nødt til lægge hovederne i blød. De søgte desperat efter en pæn og harmløs indpakning for det lettere prekære problem, at EU-elitens forfatning var blevet noget så eftertrykkeligt afvist. To gange i træk endda. Én gang havde været slem - men hele to. Det var bestemt ikke glade dage i kommissionen.
Hvorom alting er, endte det med, at kommissærens folk fremkom med en “Plan D”.
I Kommissionens oplæg stod D’et for dialog, men vittige sjæle i de politiske miljøer i Bruxelles og blandt de internationale avisers kommentatorer fandt hurtigt andre fortolkninger af, hvad D’et stod for. Diversion (afledning), Detour (omkørsel) eller slet og ret Demagogi er nogle af de bedre eksempler.
Udover navnet handlede kommissionens Plan D dog tilsyneladende primært om, at udarbejde fine kommunikationsstrategier samt at foretage analyser, der viste det, man ønskede, at de skulle vise: at folk i virkeligheden ønskede mere centralisering i EU, skønt det ikke just havde været det, der var blevet råbt på i hverken Frankrig eller Holland.
Det mest konkrete indhold i Plan D var dog, at man tog hævn på ministerrådet for at have fået pålagt en opgave -ved at sparke bolden retur. Ansvaret for tænkepausen lå nemlig ifølge den kommission, der ellers havde fået opgaven pålagt, slet ikke hos den. Derimod var der tale om, at det primært var de enkelte lande, der skulle have ansvaret for det videre forløb. Med dette velplacerede spark syntes bolden at være på vej retur.
Måske var det som en reaktion på dette, eller også var det bare af generel frygt for et øjeblik at glide ud af mediernes søgelys, at Europa Parlamentet besluttede sig for, at man også burde have en rapport.
EFTER nogen tids intern diskussion vedtog parlamentet derfor den såkaldte Duff-Vogenhuber betænkning. I modsætning til kommissionen og ministerrådet, der desperat prøvede at skyde bolden over til modparten, gik Parlamentet en anden vej. Her søgte man at få lov til at være med til at lege med bolden.
Idéen bag parlamentets rapport var at oprette såkaldte “parlamentariske fora” med deltagelse fra både de nationale parlamenter og Europa Parlamentet. Disse fora skulle så foreslå ministerrådet, hvordan man i unionen skulle reagere på franskmændene og hollændernes valg, samt hvordan man skulle “komme videre”, som det hedder i EU-jargonen.
Selv om Parlamentets betænkning fik en kølig modtagelse fra både lande og parlamenter, fortsatte man ufortrødent. I maj 2009 fulgte man op med den såkaldte Leinen-betænkning - endnu en rapport, ingen andre end EU-parlamentet mente, der var behov for.
Leinen-betænkningen er sådan set ganske uinteressant, fordi den konkluderer, at man slet ikke rigtigt kan konkludere noget. Men samtidig med, at man havde fundet ud af, at man i virkeligheden slet ikke havde fundet ud af noget, mente man, at forfatningsprocessen skulle forsætte upåvirket.
Som parlamentets formand så smukt formulerede det: “It is necessary to wait, but urgent to act”. Så selv om man måske nok kunne være enige i, at man burde lytte til borgerne, måtte man samtidig fortsætte, som om intet var hændt. Sådan er EU-politik nogle gange så unik og forvirrende. Man kan sagtens i samme åndedrag erkende, at der er et vigtigt problem - og samtidig vælge at ignorere dets tilstedeværelse.
15. Juni 2006 fandt ministerrådet så ud af, at det nok ikke helt gik, at bolden var blevet sparket tilbage samtidig med, at man satsede på så vidt muligt at ignorere Europa Parlamentet.
Noget måtte gøres. Løsningen for stats- og regeringslederne blev derfor at satse på en tosporet vej frem. Det ene af disse spor er: “Bedst at udnytte mulighederne i de eksisterende traktater”. Hvilket blot er EU-snak for “skal vi ikke bare fortsætte som hidtil”, det plejer jo at virke?
Det andet spor var at bestille (endnu) en rapport om tænkepausen (når nu de andre ikke havde givet noget brugbart) - så behøver man i det mindste ikke at tænke mere på den sag lige nu.
Rationalet synes at være, at kan man ikke få givet sorteper videre til kommissionen, så kan man i det mindste altid udskyde det og overlade det til tyskerne, der på det tidspunkt stadig var så VM-kulrede at de ikke kunne finde ud af at sige nej.
Så langt så godt, spørgsmålet var nu, hvorledes man skulle (bort)forklare sine handlinger over for både pressen og EU-borgerne. Endnu engang måtte pr-folkene i tænkeboks.
Resultatet blev Europa præsenteret for af den østrigske kansler. Han udtalte de flot klingende, men basalt set tomme ord: “Vi bevæger os væk fra retorikken og hen imod konkrete resultater” pr-tanker, der siden er blevet gentaget flere steder i Europa - bl.a. af vores egen statsminister i hans tale om “Resultaternes Europa”.
OVER hele Europa konfronteres man efterhånden, med “Resultaternes Europa”. Umiddelbart er det svært ikke at lade sig begejstre af udsagnet, for hvem ønsker dog ikke resultater, men graver man lidt dybere, er det et andet billede, der tegner sig. For hvad gemmer sig egentlig bag pr-folkenes elegante spin? Varm luft og tomme ord synes at være det mest sandsynlige svar.
Den tænkepause, der nu er blevet forlænget, synes nemlig, hvis man ser på det overordnede plan, mest af alt at have bidraget med alt anden end folkelig inddragelse.
Mens kommissærer og politikere har været travlt optaget af enten at skrive rapporter, der ikke konkluderer noget substantielt, eller kæmpet for at sende sorteper videre, så virker det som om, borgernes holdning lige så stille er gledet i baggrunden.
Man vil både handle og lade være, borgernes dom skal respekteres - men alligevel ignoreres - og ingen ønsker at tage noget ansvar. Et kig bag tænkepausens facade minder mest af alt om et studie i kaos.
Et af de store spørgsmål, der står tilbage, er, hvad man mener med “Resultaternes Europa”? Mener man, at EU skal laves om til et praktisk samarbejde, der altid respekterer nærhedsprincippet og aldrig lovgiver, hvor medlemsstaterne lige så godt kunne gøre det selv? Et samarbejde renset for ideologiske undertoner, hvor eurokratiet ikke bestandig stræber efter mere integration, fordi det sikrer dem selv større indflydelse.
Hvis man tog denne debat, var der en sandsynlighed for, at der kunne komme skred i tingene. Så kunne tænkepausen blive en seværdig europapolitisk kamp i stedet for det fedtspil, vi har set EU’s forskellige institutioner levere.
|
.jpg-for-web-small.jpg)
Blog
.jpg-for-web-small.jpg)