PelleChristy.dk

Hjemmeside og blog om Europa, Latinamerika, litteratur, vin, foredrag, kommunikation og politik

Bøger

Skriverier

Gensyn med Babylon

Kronik i Information 2. marts 2007

Ifølge biblen byggede menneskene engang et tårn, Babelstårnet, der skulle nå helt ind i himlen. Projektet huede ikke just Gud, hvorfor han, beslutsom og handlekraftig som han dengang var, satte en stopper for det. Ikke alene ødelagde han, i hvad der måske er et af de første kendte eksempler på radikal byfornyelse, tårnet. Han besluttede sig også for, at det ikke skulle kunne ske igen. Midlet hertil var simpelt men effektivt – han gav menneskene forskellige tungemål. På den måde blev samarbejdet besværliggjort og projektet opgivet. Siden da kan man vist også roligt sige, at vores forskellige sprog og udtryksformer har skabt sin del af vanskelligheder for menneskeheden.

Stik imod hvad man måske ville forvente, behøver den interesserede dog ikke begive sig helt til mellemøsten for at finde resterne af Babelstårnet. En kort flyvetur er faktisk nok. Således genså jeg for nyligt Babylon: Ikke ruinerne af oldtidsbyen, men derimod den babylonske sprogforvirring, der i en periode dannede rammerne om min arbejdsdag. Mit første møde med Babylon fandt således sted, da jeg var praktik i Europa Parlamentet på danske Jens-Peter Bondes kontor. Gensynet med Babylon skete, da jeg under et par dages møde i Bruxelles smuttede forbi parlamentsbygningen med al dens stål og glas, for at hilse på venner og kolleger.

Fra det øjeblik jeg trådte ind i lobbyen blev jeg mindet om, at det at arbejde i Europa Parlamentet ofte kunne føles som var man bureaukrat i Babylon, umiddelbart efter Gud havde styrtet Babelstårnet i grus og forvirret os med forskellige sprog. Man vidste aldrig helt hvilket sprog man ville møde. Hvad enten man tog telefonen eller bankede på døren til et kontor, lurede sprogforvirringen. Havde man brug for en håndværker kom man også let på glat is. Jeg husker da vi havde håndværkere på kontoret. Der skulle nye tæpper på, så meget lykkedes det da at forstå, men der stoppede det også. For de beherskede kun fransk, og det kan man ikke sige at jeg gjorde, så der stod vi ellers. Løsningen kom først, da vi ringede deres chef op og skiftedes til at tale i røret, mens chefen oversatte. Ikke just videre effektivt.

En anden gang, ligeledes med en håndværker involveret, gik det anderledes. Han snakkede flamsk og fransk, jeg dansk, engelsk og tysk – hvilket jo ikke hjalp stort. Noget overraskende viste løsningen sig dog at være spansk: Han havde spanske forældre og jeg en chilensk far. Vupti, sådan løses det, hvis man altså er så heldig. Anderledes problematisk kan det dog også gå. Som dengang jeg så en italiensk parlamentariker vandre ud af et møde han skulle tale til – uden at nogen vidste om han kom igen. Det viste, at han kun snakkede italiensk, mens vi andre vel tilsammen talte en 12-15 sprog, desværre var italiensk ikke af dem.

Hvem ved, måske er det i virkelighed med veltilrettelagt hu, man har placeret så mange EU-institutioner i en by, der deler forbogstav med Babylon. Brüssel, Bruxelles, Brussels, og hvad den ellers kaldes, er i al fald en værdig arvtager til det sprogkaos der, ifølge biblen, har hersket siden Babelstårnets dage. Det næsten totale sprogkaos hersker i hvert faldt i byen og føles til tider ganske overvældende. At der i EU nu er hele 23 officielle sprog hjælper ikke. For det vil sige, at der er 23 forskellige sprog man kan tale på til udvalgsmøderne og udarbejde notater på.

Jeg husker hvordan de mange sprog mildest talt ikke altid var lige befordrende for dialogen. Når parlamentarikerne fx taler til udvalgsmøderne sker det ofte, at de mindre erfarne forsøger sig med lidt velplaceret humor – det slår som regel fejl. Ikke fordi humor er ildeset i Parlamentet, det virker bare sjældent, når det for hovedparten af tilhørerne skal igennem tolkene. Ikke fordi tolkene ikke er dygtige. Efter sigende er de nogle af de bedste i verden, men tolkning er desværre ofte en ganske effektiv joke-dræber. Dels er der forskellige ordspil og referencerammer der er svære, hvis ikke umulige, at oversætte – men der er også andre problemer. Pointen i en joke kan fx falde på forskellige tidspunkter på forskellige sprog, så folk griner forskudt af hinanden, hvilket let får latteren til at virke en anelse påtaget.

Dertil kommer så, at det bare virker forkert, udelukkende at høre lyse kvindestemmer i sine ører, når det nu rent faktisk er store skæggede mænd – der mest af alt ser ud som om de afholder en konkurrence i hvem der bedst kan ligne julemanden i et krøllet jakkesæt – der taler. Jeg husker fra min tid dernede, hvordan en del af udvalgsmøderne ofte førte til en hektisk zappen-rundt mellem de sprog man forstod, i en søgen efter en tolk der passede bare lidt til den der talte.

Kommunikation udenfor møderne gik som regel lidt bedre, en del papirer oversættes til alle sprog, mens andre kun fås på engelsk og fransk – men det var trods alt til at forholde sig til. Man skulle dog lige vænne sig til tanken om, at bare fordi den rapport man sad og læste begyndte på dansk, var der ikke noget til hinder for, at den sluttede på fx engelsk. Hvis dokumenterne skulle bruges inden en hvis deadline, og hvis oversætterne ikke lige kunne nå det, skiftede man blot sprog midt i teksten. Underligt nok viste det sig kun at være et problem de dage jeg havde overskud til at tænke over det underlige i situationen. De stressede dage skiftede sprogene alligevel så mange gange at man ikke tænkte over det.

Efter de første par måneder virkede det sproglige kaos nærmest normalt og man undrede sig næsten ikke længere over, at udover englænderne der gik ud fra at alle talte engelsk og franskmændene der mente at fransk var det eneste acceptable sprog at kommunikere på – så var der åbenbart også en række andre sprog man, i hvert fald ifølge dets brugere, bare burde kunne. Tyskerne, der konsekvent kun kommunikerede på tysk, viste sig langt fra at være de værste. Den plads må nok gå til italienerne, hvoraf en del syntes ikke at tale eller forstå andet end italiensk og desuden mente, at det måtte være alle vores andres problem, ikke deres. Også hvis det var dem der ringede til os. Eller catalanerne, der flere gange sendte lange breve og opfordringer udelukkende på Catalansk – vel vidende, at sproget ikke er et af de officielle sprog i Parlamentet, så vi stod uden mulighed for at få det oversat.

Det var i sandhed en sproglig forvirring af babylonske dimensioner der herskede, men ved mit gensyn var jeg i det mindste forberedt på det kaos jeg skulle møde. Det er mere end hvad jeg var på min første arbejdsdag dernede. Aldrig før i mit liv havde jeg skulle forholde mig til så mange sprog på næsten samme tid. De fleste dage kunne det vel holdes til et sted mellem fire og seks forskellige sprog, men andre dage talte jeg mig frem til at det endte med en ni-ti stykker. Noget af en udfordring når der kun var en tre-fire sprog jeg følte mig helt sikre på.

Da jeg startede troede jeg, lidt naivt måske, at når man udover de skandinaviske sprog beherskede både Engelsk, Spansk og Tysk – så var den hellige grav velforvaret. I dag er jeg blevet en del klogere på det punkt (og har efterhånden lært at forstå en hel del fransk) og selv om jeg må indrømme, at jeg herhjemme til tider griber mig i at savne EU’s babylonske sprogforvirring, så er det trods alt på mange måder lettere ikke at være placeret midt i Babylon. Herhjemme er der så også den fordel, at jeg ikke behøver at overveje hvilket sprog jeg skal tale hver gang jeg henvender mig til andre – og jeg behøver i al fald ikke længere at få et møgfald for ikke at snakke italiensk, når jeg løfter telefonrøret på en dansk parlamentarikers kontor.

Hvad løsningen på sprogkaoset er, skal jeg ikke kunne sige. Ikke fordi jeg ikke gerne ville komme med den perfekte løsning, men snarere fordi jeg ikke tror at den findes. Lige meget hvor lang tid der spildes på sprogkaoset er der intet alternativ, i hvert fald ikke så længe der ikke er ét sprog vi alle kan kommunikere på, i tillæg til de(t) sprog vi taler til dagligt. Fravælger man nogle sprog, fratager man også dets brugere retten til at blive hørt og det er trods alt værre end at skulle overleve sproglig forvirring. I mellemtiden må vi nok bare blive bedre til at navigere i den babylonske sprogforvirring.

Jeg må tilstå, at praktiktid hos JuniBevægelsen lærte mig mange ting – men at det at kunne begå mig i Babylons sprogkaos skulle være én af dem, det havde jeg ikke forudset.

(Grafik: Pia Mia Poulsen)

Læs flere kronikker om livet i Bruxelles:

Lektion i hierarki

Kronik i Fyens Stiftstidende 15. juni 2007

Når man som studerende drager i praktik forventer man at blive konfronteret med en anden verden og med andre normer og omgangsformer end hvad man er vant til. Det var også tilfældet for mig, da jeg valgte at tage i praktik i Bruxelles, hos JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde. Jeg var således forberedt på lidt af hvert. Alligevel lykkedes det mig at blive forundret gentagne gange: Ikke blot levede det berygtede EU-bureaukrati ofte op til sit mindre pæne rygte, det skulle også vise sig at jeg havde udsigt til en lektion i hierarki.

Hierarki føler man som dansk studerende ellers ikke præger ens hverdag så voldsomt meget, men som jeg hurtigt lærte, kunne det i Europa-Parlamentet og Bruxelles være ganske markant.

Allerede fra starten blev det klart, at der var forskel på folk – hele tiden.

Læs mere

Fortællinger fra Magtens Korridor

Kronik i Information 12. maj 2007

Efter på mit universitet for nylig at have passeret nogle opslag om praktik kom jeg til at tænke tilbage på mit eget praktikophold for snart halvandet år siden. Som en del af den relativt lille gruppe af unge mennesker der rent faktisk interesserer sig for EU-politik begav jeg mig dengang i praktik i Europa Parlamentet i Bruxelles.

Praktikopholdet hos JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde, lærte mig mere end jeg havde regnet med: Dels var der kunsten at arbejde i en bygning med politikere fra dengang 25 medlemslande, der sammen med deres ansatte taler mere end 20 forskellige sprog. Dels var der det at lære at navigere imellem et utal af lobbyister og særinteresser, samt ikke mindst at lære hvordan man håndterer bureaukratiet. Mere interessant og næsten lige så vigtigt var dog indsigten i, hvordan Europa Parlamentet rent faktisk fungerer – de mange ritualer og uskrevne regler der er forbundet med det.

Læs mere

Eksilets julekramper

Kronik i Kristeligt Dagblad 19. december 2006

Sidste jul, da jeg på grund af et praktikophold i Europa-Parlamentet var bosat i Bruxelles, oplevede jeg på egen krop, hvordan udlandsophold, selv dem, der fra starten af er tidsbegrænsede, kan få trækningerne frem hos os danskere. Når det så samtidig kombineres med noget så helligt som den danske jul, ja, så er der for alvor dømt julekramper.

De problemer, der så let opstår, når man søger at finde ud af, hvad der egentlig er den helt rigtige julemiddag, kan ofte få de danske sind i kog. Det er dog for ingenting at regne sammenlignet med de bekymringer, man rendte ind i som eksildansker.