Skriverier
Hvornår lærer vi at sige fra?
Synspunkt i Fyens Stiftstidende 12. december 2006
En mand er død, og skræmmende nok giver det mig en følelse af glæde. Morbidt på sin vis måske, men samtidig også næsten uundgåeligt tror jeg.
Manden, der døde, var general Augusto Pinochet, og han døde tusindvis af kilometer væk, men alligevel vil hans død også påvirke folk her i Danmark.
At hans død glæder mig, skyldes måske, at jeg for at besøge min farmors grav måtte besøge monumentet for dem, der faldt og forsvandt under militærdiktaturet.
Eller også skyldes det, at jeg kender blot lidt til den tortur, min far måtte lide, alene fordi han tænkte andre tanker, end hvad nogle mænd i uniformer brød sig om. Men det kan også være fordi, jeg har hørt så mange historier fra andre familiers undertrykkelse. Har set så mange tårer grædt, fordi sårene stadigt ikke er lægt og måske aldrig bliver det.
Af samme grund bringer hans død også frustration. For selv om han ikke døde som en fri mand, så døde han heller ikke bag tremmer. På det punkt har vi fejlet.
Chile har fejlet, fordi man aldrig rigtigt tog opgøret - måske man tør gøre det nu. Men samtidig har også Vesten fejlet - måske næsten lige så meget som Chile .
For også i Vesten fandt man hans støtter, ja briterne havde i mange år endda en premierminister, der kaldte ham en ven. Ven af hende - og af Storbritannien.
Når blot vi kan bruge et lands ressourcer eller militær, så glemmer vi åbenbart gerne mord, tortur og generel forfølgelse af alle, der tør tænke selv.
Vi har fejlet, fordi vi aldrig sendte klare signaler om, at tidligere diktatorer ikke bør gå frit rundt, blot fordi de har givet sig selv immunitet.
Det burde gælde for Chile , for Argentina, for Uruguay - og for alle andre tidligere diktaturer.
Alligevel går bødlerne og deres mestre ofte frit omkring, for også i Vesten finder de venner og forståelse.
Verden er stadigt fuld af diktaturer, nogle af dem forbløffende tæt på endda.
Men alligevel virker det som om, "vi" er villige til at acceptere dem - det er jo ikke os i Vesten, der forfølges.
Jeg hørte en kommentar på tv sige, at verden skulle være blevet et lidt bedre sted nu, hvor generalen var død.
På trods af, at man ikke bør glæde sig over andre menneskers død, så er jeg enig.
Spørgsmålet er blot, hvor mange flere diktatorer, der skal til, førend vi lærer at sige fra?
|
.jpg-for-web-small.jpg)
Blog
