Luk nu Tyrkiet ind i EU

Kronik i Kristeligt Dagblad 16. juni 2007, skrevet med JuniBevægelsens formand Hanne Dahl

Skal Tyrkiet være medlem af EU? Man kan komme med argumenter for og imod, men man må gøre sig klart, at det er et politisk spørgsmål mere end noget andet. Geografi, religion og de berømte krav til optagelse er belejlige undskyldninger for dem, der ikke ønsker at landet nogensinde skal blive medlem. Kritikken af Tyrkiet er berettiget på mange punkter, men hvorfor er det kun overfor tyrkerne, man tager konsekvensen og siger nej?

Tyrkiet er ikke en del af Europa

Første argument imod tyrkerne er ganske banalt: Det handler om geografi. Det har altid undret hvordan det pludseligt kan være så vigtig en faktor – under den kolde krig var Tyrkiet jo atlantisk nok til at blive NATO-medlem. Men dengang gjaldt det selvfølgeligt også om at forsvare os mod Sovjet.

 Dertil kommer så den lille detalje, at dele af Tyrkiet rent faktisk ligger i det mange opfatter som Europa, mens resten ikke gør. Heri er Tyrkiet ikke alene, andre EU-lande strækker sig også udover Europa.  Eksempelvis var Grønland med i EU for en kort periode, Spanien har byer i Nordafrika, og både Malta og Cypern er lokaliseret tættere på ikke-Europa (Afrika og Mellemøsten) end på Europa. Derudover er der naturligvis alle de øer, territorier og kolonier der er knyttet til visse EU-lande (Frankrig, Storbritannien og Holland) rundt om i verden, samt de atlantiske øer der hører til Spanien og Portugal. Det er altså ikke helt så enkelt, som det lyder.

Mere interessant er det dog nok, at distinktion er relativt ny. Det gamle Grækenland, som vi normalt ynder at trække på når det kommer til filosofi, matematik og diskussioner om demokrati, indbefattede store dele af middelhavskysten på det der i dag er Tyrkiet. Dengang skelnede man ikke, og Tyrkiet var langt mere europæisk, end vi heroppe nordpå.

Endnu vigtigere er vel, at ingen vel i ramme alvor kan påstå, at EU-medlemskab mest af alt handler om en streg på et kort.

Tyrkiet er islamisk

Og hvad så? Medmindre man er tilhænger af at EU skal være et religiøst fællesskab burde det ikke betyde noget. Desuden er der spørgsmålet om Bosnien; de er også muslimer – så skal de også holdes ude?

Eller hvad med en eventuel genforening af Cypern, skal den føre til at vi smider middelhavsøen ud af EU, fordi der så er for mange muslimer? Det er der nok ingen der forestiller sig.

Et typisk argument herefter lyder noget i retning af, at fordi det er et islamisk land, adskiller de ikke religion og politik, derfor er de ikke ”modne” til at komme med i et vestligt samarbejde. Her bør man dog huske på, at Tyrkiet er et sekulært land – mere sekulært end flere af EU’s medlemslande. Hvis det vi er bange for er, at få et medlemsland der baserer sin politik og sin argumentation på religion (og en konservativ tolkning af den), så er vi en postgang eller to for sent ude. Havde det været tilfældet skulle vi aldrig have lukket hverken Malta eller Irland ind i varmen, for slet ikke at nævne Polen.

Tyrkiet lever ikke op til de krav vi stiller til et medlemsland.

Nu nærmer vi os noget, for ganske rigtigt er retssikkerheden og demokratiet i Tyrkiet ikke som vi ønsker den. Respekten for menneskerettighederne lader meget tilbage at ønske og der er mere korruption end godt er. Samtidigt er hærens indflydelse stor og til tider svær at adskille fra det civile system. Alt dette er rigtigt. På den anden siden, man kan sige meget af det samme om både Rumænien og Bulgarien i dag – og dem slap vi trods alt ind uden de store problemer. I Bulgarien er det ganske vist ikke hæren, der er det store problem, men mafiaen. Situationen i Rumænien er ikke stort bedre, faktisk tværtimod. Skandaler om korruption og svindel skorter det ikke på.  Kun tre måneder efter at landet var blevet medlem af EU kunne man således se præsidenten beskylde premierministeren for korruption – og omvendt.. Retssikkerheden har det som sagt heller ikke så godt – fx er der klager om politisk forfølgelse fra Rumænien, ligesom den gamle sikkerhedstjeneste beskyldes for stadigvæk at styre store dele af både medier, erhvervsliv og det politiske system.

Også mange af de andre EU-lande har og har haft deres problemer, ikke mindst når det kommer til retspolitik og korruption. Nogle af Europas største korruptionsskandaler er faktisk foregået i de oprindelige EU-lande; Frankrig og Tyskland og har involveret personer helt i toppen af det politiske system. Og så har vi endda ikke engang nævnt Italien.

I Belgien klager forældre til forsvundne børn over, at politiet ikke er grundige nok i deres efterforskning. Konspirationsteorierne om at det er fordi pædofile ringe når helt til tops i det belgiske samfund dukker med jævne mellemrum op. Tilliden til at retssystemet altid virker, er begrænset.

Alt dette har man dog kunnet se gennem fingre med, når det kom til andre lande end Tyrkiet. Hermed ikke sagt at det var korrekt at gøre det, men det rejser et vigtigt spørgsmål: Hvorfor gælder der andre regler for Tyrkiet end for resten af medlems- og ansøgerlandene?

Noget tyder på, at optagelseskriterierne ikke har tradition for at være faste – men mere har karakter af en ønskeseddel, eller af undskyldninger for ikke at optage landet.

Tyrkiet undertrykker sine mindretal

Igen et korrekt kritikpunkt. Ikke mindst i forhold til kurdere og armeniere optræder den tyrkiske stat ”mindre heldigt”, for nu at formulere os diplomatisk. Sådan er det desværre også i mange andre medlemslande med mindretal. Tag bare sigøjnerne. De er blevet forsøgt muret ind, forfølges af politi og myndigheder, anses for mindre begavede, utilpassede og kan ofte ikke få undervisning på deres modersmål. Eller slovakkerne i Østrig, baskerne i Spanien, osv.

En interessant sidebemærkning til det er i øvrigt, at EU ofte bryster sig af, at have sikret fred mellem arvefjenderne Tyskland og Frankrig. Hvis det virkeligt passer, burde det så netop ikke være en klar begrundelse for at få Tyrkiet med i EU her og nu? For det kan vel så også sikre varig fred mellem de græske og tyrkiske fjender. Ja hvem ved, måske det endda kunne føre til fred og forening selv på Cypern?

Hvad handler det så om?

Svaret er enkelt: Det handler om magt. Magt og Politik. Ser man på den franske præsidentvalgkamp er det klart, at spørgsmålet om tyrkisk EU-medlemskab var et redskab til at få stemmer, det samme var tilfældet i Tyskland.

At både Frankrig og Tyskland kæmper imod tyrkisk medlemskab skyldes dog også noget andet, nemlig landets størrelse. I EU betyder størrelse noget. Store lande har ganske enkelt meget mere magt end små. Trumfes Forfatningen igennem forstærkes dette, og Danmark vil forholdsmæssigt miste indflydelse til bl.a. Frankrig. Netop her er spørgsmålet om Tyrkiet relevant, for kommer Tyrkiet med i EU er der pludseligt et stort land mere og det vil få konsekvenser.  Et tyrkisk medlemskab af unionen vil derfor reelt set betyde mindre magt og indflydelse til både Frankrig og Tyskland – og det er måske her vi skal finde den sande kilde til afvisningen. Selv om dette for os andre kunne være årsag nok til at støtte det.

Svaret på det spørgsmålet om Tyrkisk medlemskab af EU vil fra vores side lyde: Ja! Lurepasseriet og undskyldningerne må stoppe og der bør laves en seriøs plan for at få Tyrkiet ind i EU. Det vil tage lidt tid – men landet skal med, og det skal vi sige klart og forpligtigende. Så enkelt er det.