I Tel Aviv udråbtes den 14. maj for 60 år siden staten Israel, kort efter angreb de arabiske hære den lille nye nation. Siden da har der været skrevet mangt og meget om konflikten og krigene.

Det er en konflikt med mange forskellige navne og facetter. Nogle kendes af de fleste, andre af lidt færre – alt afhængigt af, hvor godt de er blevet promoveret. Alt andet lige handler meget af konflikten nemlig om eksponering og promovering.

Her i 60 året for den Israelske stat vil vi unægtelig se debatten blusse op igen, ikke mindst omkring de manglende fredsaftaler og den uløste og katastrofale situation for flygtningene. Hvad, der derimod er få mellemøstdebattører herhjemme der taler om er, at de palæstinensiske flygtninge ikke er de eneste flygtninge i konflikten. Det er et af de facetter der for de fleste er gået tabt i den opmærksomhedskrig, der synes at herske i mellemøstdebatten. Det er historien om dem, vi kan kalde for de glemte flygtninge.  

De fleste kender til flygtningelejrene for de palæstinensere, der flygtede under oprettelsen af Israel . Selv om en del af os undrer os over, hvorfor så mange arabiske lande insisterer på stadigt at holde dem og deres efterkommere i lejre.
At vi kender så indgående til de palæstinensiske flygtninge skyldes ikke mindst, at både de og resten af den arabiske verden har været gode til at udstille elendigheden. De er blevet gjort til et symbol og et samlingspunkt. Det er især derfor vi ved, at de eksisterer – for desværre verden er fuld af andre tragedier, der ofte hurtigt glemmes igen. .
Samtidigt synes en anden gruppe flygtninge derimod at være glemt – eller måske snarere fortrængte – ikke blot i Vesten, men i endnu højere grad i den arabiske verden: De jødiske flygtninge. Ikke dem fra Europa, men derimod dem der flygtede fra de arabiske lande.

At flygtningestrømmen således har gået begge veje siden staten Israels oprettelse, synes for nogle at være en ubehagelig sandhed, en sandhed der søges tiet ihjel.  Lige siden 1948 har dele af den arabiske således kæmpet en intens kamp for, at disse flygtninge slet ikke skulle anses som flygtninge. Argumentet var især, at de havde forladt deres hjemmelande af egen fri vilje; ergo kunne de ikke være flygtninge. At man ud fra denne logik også ville fratage mange palæstinensere deres flygtningestatus, det blev hurtigt glemt.

Begrundelsen for den arabiske kamp mod at anerkende de jødiske flygtninge fra den arabiske verden som flygtninge synes åbenlys: Det var ikke bekvemt. Det var kun den ene del af flygtningehistorien, der skulle frem. Man ønskede at skabe et billede af, at flygtningesituationen udelukkende var et palæstinensisk problem – et billede der risikerede at briste, hvis man indrømmede, hvor mange jøder der flygtede den anden vej. Det ville have nuanceret billedet, på et tidspunkt hvor man ønskede at portrættere alt som enten sort eller hvidt. Samtidigt ville det have fremtvunget spørgsmål om, hvad der mon fik disse jøder til at flygte. Man ville være nødt til at erkende, at jødeforfølgelser før, under og efter krigen også fandt sted i det meste af den arabiske verden.

Det skulle da også vise sig, at dette - at man undlod at anerkende de jødiske flygtninge fra den arabiske verden - skulle give mediemæssig gevinst. Eftersom man kun talte om flygtninge og indvandrere fra Europa, blev det muligt at konstruere fortællingen om, at staten Israel blev konstrueret og befolket af europæiske jøder – fordi Europæerne havde dårlig samvittighed. Ifølge myten har det således alene været den arabiske verden, der måtte lide for europæernes fejl og samvittighed. Helt så simpelt forholder det sig naturligvis ikke. Man kan fx nævne, at løfterne om at oprette et jødisk hjemland, faldt allerede i 1917, ganske mange år før Holocaust. Dertil hører, at det måske nok kun var europæerne der havde dårlig samvittighed i tiden efter 2. verdenskrig – men den arabiske verden burde også have haft det. Længe før staten Israels oprettelse behandlede man nemlig sine jødiske indbyggere diskriminerende, og forfølgelsen af jøderne både fortsatte og forstærkedes i tiden under og efter krigen. I den arabiske verden så man således efter Holocaust og efter nazismen indførelsen af en række nye anti-jødiske love.

De arabiske lande benyttede forskellige strategier overfor de jødiske befolkninger. Syrerne forbød dem, på trods af pogromer og mord, at rejse. De der blev fanget i forsøget på at forlade landet blev udsat for fængsling, tortur og henrettelse. Ægypterne greb det anderledes an: Dels var der bombeattentater mod jødiske mål, der var fængsel og tortur af jøder – og efterfølgende konfiskation af al ejendom. Da det ikke virkede stærkt nok, udviste man i 1956 over 25.000 jøder, fængslede yderligere nogle tusinde og konfiskerede igen.
I Tunesien førte uafhængigheden til en øget forfølgelse af jøderne, og i dag er der kun omkring 1500 jøder tilbage – mod lidt over 100.000 i 1948. Situationen i Yemen var ikke stort bedre. Tilbage i 1947, altså før Israels oprettelse, førte antijødiske opstande til hærværk – samt vold, voldtægt og ikke mindst mord på jødiske indbyggere. Af de mere end 60.000 jødiske indbyggere i 1948 er der i dag måske omkring 200 tilbage. Heller ikke i Irak var situationen anderledes. Allerede i 1941 førte optøjer til at mindst 200 jøder blev myrdet og et par tusinde såret. Af de 150.000 der i 1948 var at finde i landet er der i dag stort set ingen tilbage..
Her ved Israels 60 års jubilæum glemmes det underligt nok stadigt, at mens den arabiske befolkning i Israel i dag er større end den var i 1948, er den jødiske befolkning i de arabiske lande faldet med mere end 99 %. Hvor der i 1945 boede mellem 750.000 og 860.000 jøder i arabiske lande er der i dag kun få tusinde tilbage.
I et land som Libyen, hvor omkring 3,5 % af befolkningen i 1948 var jøder, er det jødiske samfund i dag helt væk. Også Marokko blev næsten helt tømt for den jødiske befolkning, selv om der har boet jøder i landet i mindst 2000 år. Der er i dag kun omkring 5-8000 jøder tilbage, mens der i 1948 boede lidt over en kvart million..  Denne næsten totale flugt fra den arabiske verden er årsagen til, at omkring halvdelen af Israels jødiske befolkning i dag er enten flygtninge fra de arabiske lande – eller efterkommere af de glemte flygtninge. På den måde er Israel som 60-årig ikke blot geografisk men også demografisk uløseligt forbundet med resten af mellemøsten.

Historien om de glemte flygtninge er en ubekvem sandhed, som man længe har søgt at tie ihjel. Og, man må spørge sig selv, hvor alle de penge der blev konfiskeret gik hen? Hvad der blev af alle de hjem der blev forladt? Én ting er i hvert fald sikkert – de blev ikke tilbudt til de palæstinensiske flygtninge.

Man må desuden overveje om de arabiske lande, når de taler om ”retten til at vende tilbage”, dermed også mener at alle de jøder, der flygtede og blev fordrevet fra den arabiske verden, skal have denne ret, og ligeledes deres efterkommere? Man kunne samtidig spørge, om disse ikke burde have erstatning for konfiskeret ejendom, eller om denne erstatning og det der blev ladt tilbage, måske i stedet kunne bruges til at afhjælpe noget af det palæstinensiske flygtningeproblem?

Sandheden er, at jøder er blevet skidt behandlet overalt på kloden, ikke mindst i Europa og den arabiske verden. I Europa har de fleste efterhånden set det faktum i øjnene, selv om vi vist ikke altid har lært lektien. I store dele af den arabiske verden har man derimod behændigt undladt at forholde sig til det.
Ønsker man at skabe en varig fred i området er det dog nødvendigt at alle parter søger at forstå modpartens situation – og spørgsmålet om de glemte flygtninge er en del af denne forståelse, ganske som forståelsen for palæstinensernes kvaler er det.