PelleChristy.dk

Hjemmeside og blog om Europa, Latinamerika, litteratur, vin, foredrag, kommunikation og politik

 Politik

 Bøger

 Vin og Øl

 Skriverier

 Foredrag

 Mig

  Blog

  Links

Skriverier

Eksilets julekramper

Kronik i Kristeligt Dagblad 19. december 2006

KRONIK: Man føler sig gerne lidt ekstra dansk, når julen nærmer sig i det fremmede. Men hvordan får man organiseret en autentisk dansk julefrokost i Bruxelles? Dagens kronikør giver et bud

Sidste jul, da jeg på grund af et praktikophold i Europa-Parlamentet var bosat i Bruxelles, oplevede jeg på egen krop, hvordan udlandsophold, selv dem, der fra starten af er tidsbegrænsede, kan få trækningerne frem hos os danskere. Når det så samtidig kombineres med noget så helligt som den danske jul, ja, så er der for alvor dømt julekramper.

De problemer, der så let opstår, når man søger at finde ud af, hvad der egentlig er den helt rigtige julemiddag, kan ofte få de danske sind i kog. Det er dog for ingenting at regne sammenlignet med de bekymringer, man rendte ind i som eksildansker.

Hvad man hurtigt måtte sande var, at julen bare er anderledes i Belgien. Maden og traditionerne er anderledes, og kan det mon så stadig være rigtig jul? Allerede den 6. december kommer Sankt Nicolaus forbi hernede. Hører børnene til de artige, ja, så har han gaver med, men har man været uartig, så er afregningen anderledes kontant.

Godmodige og gavmilde Sankt Nicolaus er nemlig ikke den eneste, der stikker hovedet forbi i juletiden. For samtidig med gavegiverens rundtur kommer også Sorte Piet på besøg, og har man som barn været rigtig uartig, så tager han slet og ret én med sig. Én ting er truslen om, at julemanden kun har gaver med til de artige børn - noget helt andet må være truslen om at blive kidnappet af en underlig starut. Og så midt i juletiden. Ak ja, belgierne er anderledes, også når det kommer til julen og dens traditioner. Måske netop derfor satte eksilets krampetrækninger ekstra stærkt ind ved juletid. For det, man oplevede i Belgien, var bare ikke lige så godt og "rigtigt" som den danske jul. Spørg mig ikke hvorfor.

Vi kan starte med en simpel ting som julepynt. For naturligvis er der også masser af julepynt i Bruxelles - den minder bare ikke helt om den danske. Tæt ved, men ikke helt. Bevares, der er også lyskæder i Belgien, og ja, også gaderne i centrum er pyntet op. Men det er anderledes end herhjemme. Her er ikke den "autentiske danske jul". Der er mindre oppyntning, og butikkerne, ja, de har ikke flydt over med juledekorationer siden november. Hvilket jo er helt forkert i en danskers øjne. Netop dette viste sig faktisk at være lidt af et problem for os, for så kunne vi jo ikke, som vi plejer, dyrke den danske nationalsport - at brokke sig over de alt for tidlige oppyntninger.

Julepynten var dog langtfra det, der optog sindene mest. Ak nej, der var skam meget vigtigere ting at forholde sig til som eksildansker i juletiden. Hvordan holder man for eksempel julefrokost, når man bor i Bruxelles?

Jeg boede i et hus med nogle andre unge danskere, og planlægningen af vores julefrokost gik tidligt i gang. Tænk, hvis vi måtte gå glip af noget. Så da jeg i november var til møde hjemme i Danmark, var det derfor absolut nødvendigt, at jeg huskede at få marinerede danske sild med tilbage - så der var til julebordet. Godt nok er det ikke det store problem at skaffe marinerede sild i Belgien - men de sild, vi kan få, de er jo ikke de rigtige danske sild. Så tasken blev proppet med sild og, som sædvanligt, med lakridser.

Et par poser pebernødder fandt også vej ned i håndbagagen. Det hører sig jo til, og de blev hurtigt fordelt, både i hjemmet og på kontoret. Kun kort tid overlevede pebernødderne, hvilket egentlig kan undre lidt. Det skortede nemlig ikke på "jeg spiser faktisk normalt slet ikke pebernødder". Det udsagn gælder tilsyneladende kun, når man er i Danmark, for eksilets julekramper kan åbenbart overdøve alt. Trods alt gjaldt det jo om at have en ægte dansk jul. Ikke så mange dikkedarer der. Pebernødderne måtte derfor ned, om man ville have savnet dem eller ej.

Men altså, så var sildene klaret. Den næste, der var hjemme, købte snaps med. Gud forbyde en julefrokost uden snaps. Dermed var to af de vigtige ingredienser sikret, og lykken ved den danske julefrokost syntes lidt tættere på. Næste skridt var flæskestegen, og hvad hedder det egentlig på fransk? Panikken nåede dog aldrig at tage helt over, for en af gutternes fransklærerinde kendte en slagter, der burde kunne være leveringsdygtig i den slags. De korrekte gloser blev forberedt, folk krydsede fingre, og der blev sendt bud til slagteren - vi behøvede en flæskesteg! Vore bekymringer blev dog gjort til skamme ganske hurtigt. Slagteren spurgte såmænd, om det skulle være en dansk udskæring? Så huskede vi det. Vi var trods alt ikke de eneste danskere i Europas hovedstad, faktisk var vi vist nogle tusinde dernede. Men hvad betyder den detalje, vi var sejrrige - og endnu et skridt tættere på lykken.

Rødkålen kunne en af pigerne lave. Godt nok sælger belgierne også rødkål, men hvem tør sætte sin lid til, at de kan gøre det helt rigtigt? Helt problemfri var vi dog heller ikke endnu - for hvordan skaffer man en leverpostej i Bruxelles? Og kan man overhovedet opdrive remoulade i et belgisk supermarked?

Igen greb forsynet ind og reddede os fra de værste krampetrækninger. For på selve dagen for vores julefrokost afholdtes der julemarked ved Den Danske Kirke i Bruxelles. Endnu engang blev en enmandsekspedition organiseret. Så mens vi andre købte øl, kartofler og andet godt i det lokale supermarked, da måtte en af gutterne vove sig ud i den belgiske offentlige transport. Her holdt vores held så også op. Godt nok kom han tilbage med remoulade til fiskefileterne, men ak, leverpostejen var udsolgt, da han endelig nåede frem. At han så til gengæld havde æbleskiver med tilbage, begrænsede kun skuffelsen marginalt. For nu skulle vi jo holde julefrokost uden leverpostej, og kan man det? I et svagt øjeblik overvejede vi at bukke under for presset - købe en pate af en art og camouflere den med store mængder bacon og champignoner. Fornuften satte dog hurtigt ind, og tanken blev pure afvist. Vi måtte med åben pande imødese en leverpostejsløs julefrokost. Julekramperne truede et kort øjeblik, men vi kastede os ud i forsøget. Og på trods af den åbenlyse leverpostejsmangel, så blev det faktisk til en rigtig julefrokost.

Traditionen tro blev vi da også alle sammen ganske berusede. Og var i øvrigt iklædt rensdyrgevirer lavet af rødt stof. Kønt var det ikke - men autentisk dansk, jo tak. Selv uden leverpostej.

Da kontoret så skulle holde julefrokost, skete det på en nærliggende skandinavisk restaurant. Deres underlige sammenblanding af dansk og svensk julebuffet er en historie for sig, men også her lykkedes det faktisk at isolere os fra omgivelserne og inderligt dyrke juletraditionerne. Man er vel dansk.

Vi har i det hele taget været ret gode til at dyrke traditionerne. Aldrig før har jeg drukket så meget gløgg. Af en eller anden grund kom gløgg hurtigt til at symbolisere den nordiske jul, på trods af at det i forskellige varianter drikkes i ganske mange europæiske lande.

Dagen før jeg tog hjem på julevisit, var vi inviteret til den sidste omgang juleri inden ferien. Lykkelige rendte vi rundt med vores små plasticbægre. Brunkagerne blev skyllet ned med rigelige mængder gløgg. Normalt ville vi blot være mødtes over nogle gode belgiske øl, men ikke lige inden folk tog på ferie. Ak nej, det kan man da ikke. Det er som med pebernødderne - det hører sig til. Om man brød sig om gløgg eller ej, måtte man adlyde. Sådan er eksilets julekramper bare.

Men her slutter historien ikke helt, for på trods af alle forberedelserne og kampene for at have den rigtige danske jul, hvad gjorde vi så? Vi fløj hjem til jul. Trygt tilbage i det danske kunne vi så igen snakke med om, hvor mange der går alt for meget op i julen og dens traditioner. Og jeg kan samtidig prise mig lykkelig over at have overlevet strabadserne ved en jul i det udenlandske. Takket være julekramperne har jeg, og alle de andre, undgået at skulle lære nye måder at fejre jul på. For hvad kunne det dog ikke have medført af konflikter med vores familier, hvis vi pludselig var blevet mindre ortodokse i vores juletraditioner?

(Grafik: Pia Mia Poulsen)

Læs flere kronikker om livet i Bruxelles:

Lektion i hierarki

Kronik i Fyens Stiftstidende 15. juni 2007

Når man som studerende drager i praktik forventer man at blive konfronteret med en anden verden og med andre normer og omgangsformer end hvad man er vant til. Det var også tilfældet for mig, da jeg valgte at tage i praktik i Bruxelles, hos JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde. Jeg var således forberedt på lidt af hvert. Alligevel lykkedes det mig at blive forundret gentagne gange: Ikke blot levede det berygtede EU-bureaukrati ofte op til sit mindre pæne rygte, det skulle også vise sig at jeg havde udsigt til en lektion i hierarki.

Hierarki føler man som dansk studerende ellers ikke præger ens hverdag så voldsomt meget, men som jeg hurtigt lærte, kunne det i Europa-Parlamentet og Bruxelles være ganske markant.

Allerede fra starten blev det klart, at der var forskel på folk – hele tiden.

Læs mere

Fortællinger fra Magtens Korridor

Kronik i Information 12. maj 2007

Efter på mit universitet for nylig at have passeret nogle opslag om praktik kom jeg til at tænke tilbage på mit eget praktikophold for snart halvandet år siden. Som en del af den relativt lille gruppe af unge mennesker der rent faktisk interesserer sig for EU-politik begav jeg mig dengang i praktik i Europa Parlamentet i Bruxelles.

Praktikopholdet hos JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde, lærte mig mere end jeg havde regnet med: Dels var der kunsten at arbejde i en bygning med politikere fra dengang 25 medlemslande, der sammen med deres ansatte taler mere end 20 forskellige sprog. Dels var der det at lære at navigere imellem et utal af lobbyister og særinteresser, samt ikke mindst at lære hvordan man håndterer bureaukratiet. Mere interessant og næsten lige så vigtigt var dog indsigten i, hvordan Europa Parlamentet rent faktisk fungerer – de mange ritualer og uskrevne regler der er forbundet med det.

Læs mere

PelleChristy.dk © 2007