Om mig
Kontakt
Hvis du vil i kontakt med mig, for eksempel i forbindelse med en artikel eller et foredrag kan du sende en mail eller ringe på min mobiltelefon.
Mail: pelle@j.dk Mobil: 26 79 20 39
Familiehistorien
Jeg har som sagt en dansk mor og en chilensk far. Det er i hvert fald den korte version af det. Den lange er, at både den danske og den chilenske side af mig er præget af mere end blot det.
Min familiehistorie er blandet og til tider tragisk, og langt længere og bredere end hvad jeg kan eller vil komme ind på her.
Der er skrevet to bøger med dele af den danske side af min familie; Bremsevogteren og Gengangeren på Korshavn. Begge er skrevet af min mors fætter Lars Friis Olsen. Den sidste er min favorit, da den handler om en af mine forfædre der tilsyneladende i århundreder har gået igen i det sydfynske øhav. Det er da lidt sjovt.
Dog vil jeg søge at løfte sløret for nogle af hovedtrækkene i min familiehistorie - fordi det har været med at skabe mig som den jeg er.
Den danske side: dansk/amerikansk/hollandsk og israelsk
Det amerikanske
I begyndelsen af det 20. århundrede blev Danmark for lille til min oldefar, min mormors far. Derfor begav han sig ud i verden for at søge nye græsgange - så meget for at globalisering skulle være noget nyt.
Hans omflakken i verden førte ham blandt andet til England. Her solgte han, under Boerkrigen, plumkager. Ikke synderligt glorværdigt måske, men et godt tegn på at vi allerede dengang i Danmark havde øjne for det der med nichesalg.
Derefter førte livet og det hele ham over atlanten til Amerika, hvor han arbejde lidt hist og lidt pist, han var vel at mærke heller ikke det eneste familiemedlem der valgte at udvandre.
At det skulle ende med USA stod dog ikke klart fra starten, om der overhovedet var en plan for hvor det skulle ende tvivler jeg på. Min mormor og hendes søskende er meget gode eksempler på det; de blev født tre forskellige steder på to forskellige kontinenter.
De ældste af min mormors søskende blev født på Puerto Rico. Derfra gik turen et smut tilbage til det danske - hvor man så vidt jeg har fået det fortalt var nødt til at blive på grund af 1. verdenskrig. Her blev de næste børn så født og her gik dem der var født på Puerto Rico i skole.
Efter krigen gik turen igen over Atlanterhavet - men denne gang med kurs mod det amerikanske. Familien slog sig ved San Fransisco i Californien og det er her de sidst to af børnene blev født. Min mormor var rosinen i pølseenden og blev født en julidag i 1922, som amerikansk statsborger. Her voksede hun op de første par år, og talte engelsk og lidt dansk og var egentlig klar til livet som amerikaner.
Tragedien slog dog til, og indenfor relativt kort tid døde begge mine oldeforældre. Der var de så, syv søskende i alderen tre til 14 år, uden forældre og med begrænset familie i det amerikanske.
Den ældste af flokken, min onkel Ejnar (der var født på Puerto Rico) valgte at blive i det amerikanske, mens de resterende seks søskende blev sendt til familie i Danmark.
Som 4 årig kom min mormor derfor til et nyt liv i Danmark - efter en eftersigende ikke altid lige morsom og ganske lang sejltur. Sammen med to brødre blev hun opforstret i det fynske af onkel Lauritz. Hendes tre ældre søstre blev fordelt hos to andre familier, så pludseligt var den store søskendeflok spredt over det lille kongerige det egentlig slet ikke havde været meningen de skulle bo i.
Det hollandske
Lige efter krigen mødte min mormor så min morfar. Hans side af familien dansk, ikke nogen tvivl der. Eller det vil sige, i virkeligheden stammer familien fra de hollændere der for århundrede kom til Danmark og bosatte sig på Amager, hvor de hjalp med til at forsyne hovedstaden med mad og vist også lærte danskerne en ting eller to om landbrug. På Amager holdt de sig længe for sig selv, giftede sig især med hinanden og sådan. Faktisk er der stadigt hollandske traditioner der holdes i hævd i Store Magleby hvor slægten kommer fra. Det kan også stadigt ses i efternavnet hos nogle af os - vi hedder Geertsen med to e'er, det skulle eftersigende være hollandsk.
Senere spredtes slægten dog ud over landet, og min morfars del hører til dem der tog til Randers. Her stopper det sjove og interessante så også så vidt jeg ved, bortset fra at en af min morfars brødre udvandrede til Canada for længe, længe siden - så derfor har jeg også familie der.
... Og så er der jo det med, at min mormor og morfar faktisk snakkede om at udvandre til USA efter krigen. Det fik de dog aldrig gjort - og derfor sidder jeg her i dag og skriver dette på dansk.
En krølle på historien er desuden, at den bror der blev i USA fik en søn ved navn Erik. Erik, der så vidt vides aldrig har kunnet et ord dansk, flygtede under Vietnamkrigen via Danmark til Japan hvor han læste og vist nok forelskede sig i landet. Han har i hvert fald boet der i en årrække med sin kone og mine amerikanske kusiner. Mine kusiner taler således både engelsk og japansk, hvilket måske synes lidt underligt. For godt nok er deres mor asiat - men hun er Hong Kong-kineser. Så jeg er ikke den eneste i familien med en ret blandet baggrund.
En anden bror, den yngste af storebrødrene, har pendlet lidt frem mellem USA og Danmark igennem sit liv og vist altid været lidt i tvivl om hvor han skulle ende.
Den tredje bror, den mellemste af brødrene, endte heller ikke just sine dage i Danmark. For ham var der Holland der trak, det var der han fandt et liv, fandt kærligheden - og det er der han ligger begravet.
Det israelske
Når det kommer til det israelske i mig er det lidt anderledes. Allerede som 17årig drog min mor til Israel og boede i Kibbutz. Ikke fordi familien er jødisk, men fordi det gjorde hun nu engang.
Ligesom min mormors ene bror der forelskede sig i Holland, eller som min amerikanske onkel der forelskede sig i Japan, således gik det også for min mor - her var det blot Israel der var tale om.
Hun har boet der i flere år og af flere omgange og har lavet forskellige ting. Man kan godt mærke det, selv i dag er der ting hun gør og måder hun siger ting på der er mere israelske end danske. Som lille talte hun da også til mig på hebræisk. Desværre har jeg aldrig rigtigt fået det lært, og kan mest sige ting som "jeg er træt" eller "det ved jeg ikke". En undtagelse er dog at jeg normalt aldrig bruger det danske ord for 'mor', men derimod kalder hende 'ima'.
Hendes forhold til Israel var og er stadigt dybt, og hun har været der både under krig og under fred - så meget fred som der nu var. Det liv hun førte der har præget hende dybt og det samme har de mennesker hun mødte der. Hun har en adoptivfamilie der, folk jeg også anser for familie. Så selv om hverken min mor eller mig teknisk set er israelere, så er vi det alligevel. Sådan kan globaliseringen også give sig udslag. Der er familie der, steder jeg har hørt om hele mit liv og sådan er det bare.
Jeg ved da også at hun stærkt overvejede at emigrere til Israel da hun var gravid med mig, men valgte det fra da jeg blev en dreng - fordi hun ikke ville tvinge mig til at være soldat (det har hun vist set for mange soldater dø til at være tryg ved). Helt opgivet kan det dog ikke have været, for jeg har faktisk også et israelsk navn, Uri, på min fødselsattest. Skal jeg være helt ærlig må jeg da også indrømme at tanken om selv at migrere har strejfet mig en gang eller to.
Den chilenske side: chilensk/spansk/indiansk og tysk |
.jpg-for-web-small.jpg)
Blog
.jpg-for-web-small.jpg)
