Fortællinger fra Magtens Korridor

Kronik i Information 12. maj 2007

Efter på mit universitet for nylig at have passeret nogle opslag om praktik kom jeg til at tænke tilbage på mit eget praktikophold for snart halvandet år siden. Som en del af den relativt lille gruppe af unge mennesker der rent faktisk interesserer sig for EU-politik begav jeg mig dengang i praktik i Europa Parlamentet i Bruxelles.

Praktikopholdet hos JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde, lærte mig mere end jeg havde regnet med: Dels var der kunsten at arbejde i en bygning med politikere fra dengang 25 medlemslande, der sammen med deres ansatte taler mere end 20 forskellige sprog. Dels var der det at lære at navigere imellem et utal af lobbyister og særinteresser, samt ikke mindst at lære hvordan man håndterer bureaukratiet. Mere interessant og næsten lige så vigtigt var dog indsigten i, hvordan Europa Parlamentet rent faktisk fungerer – de mange ritualer og uskrevne regler der er forbundet med det.

Min praktiktid gav mig således mulighed for ikke blot at observere men også deltage i et af Parlamentets faste og mest kontroversielle ritualer – samlingerne i Strasbourg. Af hensyn til franskmændene mødes Parlamentet 4 dage om måneden i sine bygninger i Strasbourg og tager afstemningerne om alle de beslutninger de har diskuteret i Bruxelles. Bortset fra de 4 månedlige dage hvor MEP’erne gæster byen står de imponerende bygninger som regel tomme og øde hen.

Det skulle dog hurtigt vise sig, at Strasbourg skulle var mere end blot en fire dages udflugt, hele processen var så indfedtet i ritualer at en antropolog ville komme på overarbejde.

Ritualerne begyndte typisk allerede i ugen inden afgang. Det første af ritualerne, der desuden syntes at være blandt de vigtigste, var at de der skulle med denne gang, skulle begynde at mugge over det. Optimalt set skulle man kunne komme med flest eksempler på hvorfor det var trælst at tage med, og ikke mindst hvor trælst det var. Dette skulle både gøres overfor de kolleger der blev hjemme i Bruxelles og overfor de lidelsesfælder man skulle tilbringe nogle dage i Strasbourg med. Var man rigtigt dygtig fortsatte man ikke blot ritualet mens man var af sted – men sågar også i et par dage efter man var kommet hjem.

Senest fredagen inden begyndte et andet vigtigt ritual; den rituelle pakning. Når nu man drager fra et kontor til et andet er der selvsagt et hav af papirer, rapporter og den slags man har brug for at slæbe med. Til det formål er der på gangene i bygningerne i Bruxelles opstillet en række kasser af metal eller plastic. Hvert kontor har sine kasser, sirligt mærkede med navn, kontornumre osv. I disse kasser skulle man så, inden fredag kl. 12, huske at placere alle de sager man skulle have med sig. På vores kontor var det også essentielt at huske klipsemaskinen – for den vi havde på kontoret i Strasbourg var gået i stykker, og i en EU-institution er en ny klipsemaskine ikke altid sådan at få fingre i. Selv ikke når man kan demonstrere at den gamle faktisk kun virker en gang ud af ti, for så virker den jo stadigt.

Ved 12-tiden begyndte kasserne så at blive samlet ind, de blev lastet på en af utallige lastvogne og begyndte rejsen fra Bruxelles, via Luxembourg til Strasbourg.

Om mandagen kunne næste ritual begynde: Den lange køretur mellem de to parlamenter. Selve denne tur var omgæret af ritualer og der var især én vigtig ting at huske: Når man kom til den sidste rasteplads og tankstation i fyrstendømmet Luxembourg skulle man huske at stoppe og tanke. Her er vel at mærke ikke tale om at benzinen nødvendigvis var det vigtigste, for den slags sælger de trods alt også i Frankrig. Det vigtige bestod i at huske at købe billige smøger og den slags, for moms og afgifter i Luxembourg er, lidt pænt formuleret, til at overse. Over indgangene til supermarkederne var placeret store lystavler der oplyste kunderne om, hvor mange penge man sparede ved at købe en karton smøger af dette eller hint mærke – afhængigt af ens hjemland. Kundeservice på et helt nyt plan må man sige.

Både før og efter den rituelle shopping var der dog lige endnu et ritual der skulle overstås. På parkeringspladsen udenfor var der nemlig fyldt med biler fra Parlamentet og dets ansatte. Her kunne man så møde og hilse på de kolleger man et par timer senere ville støde på igen i Strasbourg. Naturligvis var det også en kærkommen mulighed for at fortsætte brokkerierne over at skulle af sted.

Afhængigt af hvem man kørte med spiste man så enten frokost i Luxembourg eller fortsatte til Frankrig, kørte ind på en (helt bestemt) McDonald’s og købte nøjagtigt det samme at spise som sidste gang man var der.

Derfra kunne turen så endeligt gå det sidste stykke til Parlamentets franske bygninger. Imponerende ser de ud, lokaliseret som de er ved flodbredden. Fra parkeringskælderen slæbte man så sin lille trolley-taske med hjul under op på kontoret. Nøjagtigt som alle de andre der ankom på samme tid. Jeg er sikker på at antallet af trolley-tasker i Strasbourg mangedobles når Parlamentet besøger byen.

Fordi ’min MEP’ dernede, Jens-Peter Bonde var (og stadigt er) formand for en gruppe, eller Président som det hedder på EU-sprog, gik turen fra P-kælderen til 6. sal, hvor kontoret var placeret. Eller som jeg halvt i spøg fik at vide første gang jeg trådte ud af elevatoren: ”velkommen til magtens korridor”. Det spøgefulde var fordi jeg tror de fleste danskere (og halvdanskere som mig) har svært ved at tage den slags helt alvorligt. Samtidigt var der dog noget om det, for 6. sal i Parlamentets bygninger i Strasbourg var ikke for almindeligt dødelige. Det viste sig nemlig, at det ikke kun var Jens-Peter Bonde der, i kraft af sin position som Président du group, var placeret her – faktisk var alle gruppeformændene placeret på etagen, sammen med formændene for Parlamentets forskellige udvalg.

Selv som ansat kunne man derfor føle sig lidt ekstra vigtig når man steg af elevatoren på 6. sal, så vidste folk at man arbejdede for en der var noget – noget der for nogle af Parlamentets ansatte syntes at være enormt vigtigt.

Synspunktet om at det var magtens korridor var tilsyneladende heller ikke forbeholdt EU-parlamentarikerne og deres ansatte eller parlamentets utallige funktionærer – selv bystyret i Strasbourg syntes at være af samme mening. Hver gang vi drog til dertil kunne vi i hvert fald være sikker på én ting – når vi kom frem ville der indenfor på kontoret stå en blomsterdekoration og måske noget chokolade, med venlig hilsen fra bystyret. Måske de håbede det ville overtale politikerne til at fortsætte de månedlige udflugter til byen? Nu er blomsterdekorationer naturligvis ikke bare blomsterdekorationer, ikke bare var de langt fra alle sammen lige kønne, for selv når det kommer til blomster skulle det vise sig at Parlamentets hierarki kunne slå til. Punktligt og præcist.

Dels var der noget hierarkisk i at vi fik blomster, mens resten af Parlamentet ikke gjorde, men her stoppede det ikke. Også størrelsen på blomsterdekorationerne varierede. Således fik Bonde, der var formand for den mindste af parlamentets politiske grupper, den mindste blomsterdekoration. Vores nabo derimod, Hans-Gert Pöttering, der på det tidspunkt var formand for Parlamentets største gruppe, fik traditionen tro den største dekoration. Hierarki skal der jo, åbenbart, til. Nu kunne vi selvfølgeligt have spillet fornærmede og brokket os over at den ene formand vel kan være lige så god som den anden – men det kunne vi ærlig talt aldrig tage blomsterdekorationerne alvorlige nok til. Til gengæld kan jeg huske vi tit og ofte snakkede om, hvor sjovt det kunne være bare én gang at tage tidligere til Strasbourg og så bytte om på Bondes og Pötterings blomsterdekorationer. Bare for at se hvad der ville ske. Desværre blev det dog ved snakken, så spørgsmålet står stadigt åbent.

Èn ting står dog klart: jeg er blevet meget klogere på Parlamentets mange ritualer – også selv om jeg har svært ved at tage en del af dem seriøst.

Pelle Christy Geertsen, er specialeskrivende i Geografi og Kultur- og Sprogmødestudier på RUC, EU-debattør og EU-skribent