Julen nærmer sig med hastige skridt – alle der er i tvivl om det kan blot se på den hoben billigt julepynt, der har hobet sig op i den lokale Netto siden starten af november. Eller observere hvordan al planlægning i over en måned pludseligt helt legalt centrerer sig omkring julespørgsmålet. Weekenderne kan kun nødigt inddrages til møder og den slags – for folk er jo til julefrokost! Det må man da kunne forstå.
Jojo, Vor herrebevares, julefrokoster er skam da også underholdende – men det er bare sjovt som lige præcis den slags sociale arrangementer åbenbart er så højt hævet over alt andet. Sådan er julen bare.
For når alt kommer til alt er det jo nok de færreste arbejdspladser der normalt ville acceptere en undskyldning, der basalt set dækker over udsagnet:
”Beklager – men der har jeg planlagt at tage en lidt for lille rød hue på, binde det juleslips der stadigt er plettet fra sidste år på, og så i øvrigt æde og drikke som et svin. Derefter vil jeg så synge karaoke/fortælle chefen hvilket røvhul han er/have en affære med hende den nye/stjæle et juletræ eller blot give mig til at fotokopiere min nøgne røv. Til slut vil jeg kaste op midt på gulvet og falde i søvn i taxaen på vej hjem”
Jeg har i hvert fald endnu ikke hørt om en virksomhed der normalt blot ville smile og nikke pænt til den undskyldning for derefter at sige ”jamen det forstår vi da til fulde at vi andre må ændre planer for.”
På samme måde er det med udsmykningen af kontorer og butikker – det er jo ikke sådan at de fleste steder normalt ville acceptere, at folk hængte små underlige papfigurer op, slæbte et træ ind midt i det hele, pludseligt insisterede på at alle da skulle rende rundt med røde huer på og kyssede alle der stod under en indtørret plante der var hængt op over døren. Men så snart juletiden nærmer sig ja så er den slags opførsel ikke blot tolereret – nej flere steder opmuntrer man endda til den og ser den pludseligt som noget positivt og initiativrigt.
Det er med andre ord som at lille Danmark sættes i en særlig form for undtagelsestilstand hver gang Julen blot så meget som tænker på at nærme sig. Med ét bliver de normale spilleregler for alt fra acceptabel opførsel til påklædning lavet om. Nu er det pludseligt helt ok at bryde med stedets dress code, ligesom vi sender fine hilsner til Gud og hvermand. Dem vi ellers ikke har set i årevis får et lille kort med en julehilsen – og det samme gør dem vi normalt snakker med hver og hver anden dag (for tænk nu hvis man skulle besvære sig med et ’glædelig jul’ mens man stod overfor den anden, nej så hellere skrive det ned og sende det).
Her stopper det dog langt fra, for også når det kommer til mad og drikke ændres det hele pludseligt. Alle de der normalt guffer sushi, salat og fedtfattige wok-retter i sig, skifter nu pludseligt stil: Der skal tung, fed og traditionel mad på bordet - og i rigelige mængder. Skal det være helt optimalt, så skal weekend efter weekend op til julens klimaks derudover bruges på at guffe mere ’dansk julemad’ i sig, end en mindre afrikansk landsby ville kunne overleve på i en uge. Sådan gør vi jo når det er jul.
På den måde er Danmark stadigt et uhyggeligt traditionsbundet samfund. Julen er nok DEN højtid man bare har at følge, dyrke og ikke mindst opretholde flest mulig traditioner under. Internt mellem landsdele og vennekredse kan man måske diskutere de små detaljer ved juleriet – skal det være denne eller hin kalender der ses på tv? Hvordan skal man brænde lysene på adventskransen, skal der være pakkekalender eller adventsgaver, osv. Disse diskussioner kan til tider blive lidt ophedede, ikke mindst hvis de sker efter indtagelse af lidt for meget alkohol, hvilket december jo byder på rig mulighed for.
Intet kan dog blive så blodigt, anspændt – ja endda traumatiserende – som når man internt i familien for 117 gang diskuterer hvad den helt rigtige og autentiske julemiddag nu engang er: Skal det være and eller gås, eller måske flæskesteg – og hvordan med tilbehøret. Se det kan virkelig splitte ad og sætte dybe ar i sjælen, hvilket dybest set er lidt latterligt, for mon ikke man overlever at prøve noget nyt – selv hvis det er til jul? Men næeh nej, julen har bare at være som den altid har været – hvilket vil sige vores fortolkning af hvordan den altid har været. For helt ærligt har juletraditionen jo ændret sig en del gennem tiden herhjemme. Selv ikke juletræet er, når det kommer til stykket, noget der har været en integreret del af de fleste danskeres jul særligt længe, ligesom maden og mængden af søde sager har ændret sig markant med tiden. Men det ænser vi ikke, for i vores forestilling om Julen har det bare altid været sådan – ja det er jo selve begrundelsen for at køre videre på automatpiloten og følge traditionerne blindt.
Er der én ting julens undtagelsestilstand indvarsler så er det netop traditionernes indtog – og så skikken med at lave særlige juleversioner af snart sagt alting. Man kan få juleduge, juleservietter, julehuer, juleslik og meget andet. Vi serverer julemad til at få os i julehumør og hvis det ikke hjælper så har vi sørme også juleøl. Det er jo nærmest umuligt at forestille sig et bryggeri med respekt for sig selv der ikke laver mindst én form for juleøl. Det hører sig jo til, det drikker man da – for med normalt øl er vi danskere jo slet ikke i stand til at blive fulde og te os tåbeligt, vel? Derfor må vi selvfølgeligt have en endnu stærkere øl, som vi så kan vi skylle ned lidt hurtigere end vi ville med en normal pilsner og evt. supplere den med ’lidt’ snaps – og vupti, så har man den autentiske danske julefrokostbrandert. Det hører sig jo til.
Faktisk har julefundamentalismen tilsyneladende så fast et tag i danskerne, at juletraditioner til dels er et mål for integration – hvis blot folk holder jul på den danske måde så må de da være integrerede – til dels bliver til et tabu der bare ikke må udfordres.
Ve den herboende udlænding der uforvarende kommer til at sætte spørgsmål ved juletraditionerne – vedkommende demonstrerer jo tydeligvis en fundamental mangel på forståelse for det danske samfund og vores traditioner. Men faktisk behøver man ikke engang at være udlænding for at komme galt af sted når det kommer til julen – næsten tværtimod. For én ting er ikke at have sat sig ’nok’ ind i landets juletraditioner, noget helt andet er tilsyneladende hvis man er opvokset med dem og ganske enkelte bare ikke gider gå særlig meget op i dem længere. Se det kan virkeligt ryste folk, nærmest på linje med at man i rammeste alvor udtalte at man mente jorden var flad og månen lavet af ost. Måske ville de udsagn faktisk få en varmere og mere forstående velkomst, end hvis man i december drister sig til at sige at man ikke rigtigt gider Julen. Eller sågar bare siger, at man synes den dyrkes lidt overdrevent – eller måske bare, at man ikke gider julepynt og bestemt ikke har intentioner om at indkøbe et juletræ. Tilhørernes reaktion går her typisk fra det vantro til det næsten aggressive, det er lidt som om de tænker ”der er da vist noget helt galt med ham – han er da sær. Eller også har han nogle traumer eller sådan noget”. Men nej, jeg mener ikke min manglende entusiasme overfor julen er udslag for en hjernefejl eller et stort emotionelt svigt, jeg mener bare den måske ikke behøver at udløse helt så stor en massepsykose som den vi er vidne til hvert år.
Nogle folk siger, at julefundamentalismen nok skal komme tilbage, når jeg engang får børn. At det med andre ord blot er en ’fase’ jeg skal igennem (for det er åbenbart utænkeligt at jeg simpelthen blot er træt af hysteriet). Lad os da se om det sker, men jeg tror nok det kommer an på hvor i verden jeg er. Jeg har i hvert fald ikke de store planer om partout at skulle spise rødkål og brune kartofler i 30 graders varme. For helt ærligt, vi dør nok ikke af at ændre juletraditionerne lidt, det er faktisk muligt at overleve julen – selv hvis den adskiller sig lidt fra det vi kender.
.jpg-for-web-small.jpg)
Blog
