 Politik
 Bøger
 Vin og Øl
 Skriverier
.jpg-for-web-small.jpg) Foredrag
 Mig
 Blog
 Links |
Skriverier
Lektion i hierarki
Kronik i Fyens Stiftstidende 15. juni 2007
Når man som studerende drager i praktik forventer man at blive konfronteret med en anden verden og med andre normer og omgangsformer end hvad man er vant til. Det var også tilfældet for mig, da jeg valgte at tage i praktik i Bruxelles, hos JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde. Jeg var således forberedt på lidt af hvert. Alligevel lykkedes det mig at blive forundret gentagne gange: Ikke blot levede det berygtede EU-bureaukrati ofte op til sit mindre pæne rygte, det skulle også vise sig at jeg havde udsigt til en lektion i hierarki.
Hierarki føler man som dansk studerende ellers ikke præger ens hverdag så voldsomt meget, men som jeg hurtigt lærte, kunne det i Europa-Parlamentet og Bruxelles være ganske markant.
Allerede fra starten blev det klart, at der var forskel på folk – hele tiden. Man skal fx altid bære sit adgangskort synligt i Parlamentet. I sig selv ikke ualmindeligt, hvad der derimod undrede var mængden af forskellige korttyper; jeg tror der var omkring 16 forskellige mens jeg var der.
Øverst i hierarkiet var parlamentarikernes, MEP’ernes, kort. Herefter kom en hob af forskellige kort, alt efter om man arbejdede for en MEP, for en af de politiske grupper, eller for administrationen. Også ansættelsestypen fremgik ofte af kortet: Om man var midlertidigt ansat, fastansat, osv. Atter andre kort var præget af en farvet stribe, så man var advaret om at denne person var lobbyist – eller blot en praktikant. Jeg havde i kraft af mit arbejde heldigvis et kort der sagde at jeg var MEP-assistent.
Når alle går rundt med kortene synligt kan man lynhurtigt lure af, hvordan og af hvem folk er ansat – og dermed indplacerede dem i Parlamentets indviklede hierarki. Meget praktisk, hvis man altså går op i hierarki. Det gjorde en del, mens andre af os mest blot trak på skuldrene og levede med det. Undslippes kunne det aldrig helt.
Det hierarki der herskede i Parlamentet stod da også i skærende kontrast til den ret uformelle omgangstone der var på Jens-Peter Bondes kontor. Sådan var det dog langt fra alle steder og jeg lærte hurtigt, at når man trådte ind på et nyt kontor var det altid klogt at danne sig et overblik over om hierarki var vigtigt eller ej.
Hierarkiet i Parlamentet baserede sig dog ikke kun på udseendet af ens adgangskort, det antog også andre former: Nogle gange i form diskrete påmindelser, men andre gange uhyggeligt meget mere konkret og synligt. Et af de mere tydelige beviser på hierarkiet og ens plads i det, gjorde sig gældende allerede i Parlamentets lobby.
Når man benytter sig af til Altiero Spinelli bygningens hovedindgang på Rue Wiertz mødes man af en lobby der mest af alt ligner en middelstor provinslufthavn. Ikke alene vrimler det med uniformerede sikkerhedsvagter, der er også metaldetektorer og apparater til gennemlysning af håndbagage. Derudover er der tre forskellige indgange. Den første og fineste, behørigt udstyret med en blå løber, er til Parlamentarikerne og kun til dem. Her er ingen metaldetektorer eller noget andet – en parlamentariker går blot igennem. Næst efter denne er der indgangen uden metaldetektorer eller gennemlysning af håndbagage – noget der er ganske rart at slippe for, især hvis man er sent på den om morgenen. Til gengæld er det dog heller ikke så let som for MEP’erne. Med sit adgangskort skal man åbne forskellige glaslåger for at komme ind – medmindre vagterne genkender en og åbner. Her er det en fordel at huske at behandle vagterne som mennesker og ikke blot som inventar.
Tredje og klart mest besværlige mulighed, er ikke blot for gæster, men for alle der har deres faste gang i Parlamentet, men ikke det helt rigtige kort. Hver gang de skal ind skal bagagen gennemlyses, lommerne tømmes og ganske som i en lufthavn skal man gennem en metaldetektor. Værsgo – Hierarki fra morgenstunden af.
Næste lektion i Parlamentets hierarki kunne fås allerede ved frokosttid, når det kom til valg af spisested. Der var både kaffebarer med små sandwich, et sted med frisksmurte sandwich i alle mulige afskygninger, kantinen med dens 6 forskellige daglige retter – i tillæg til supper, salater, sandwich og et hjørne hvor der blev grillet bøffer, fisk og kylling. Dette var for alle der arbejdede der, men dertil kommer restauranten på toppen af den bygning der indeholder selve parlamentssalen. Her er maden af samme beskaffenhed som i kantinen, men udsigten fra 16. etage er ganske storslået – ikke mindst på grund af de store panoramavinduer. Her kan man i sikkerhed for byens larm og forurening stille betragte den. Det vil sige, hvis man altså har den rigtige type kort.
For os med assistentkort var det intet problem, men dem andre kort, herunder mange praktikanter måtte ikke begive sig derop alene. De skulle være under opsyn, og det var naturligvis ikke hvem som helst der kunne klare den slags opsyn. Selv om vi andre nok kunne tiltros at spise der alene, eller sammen med dem med samme type kort, kunne man åbenbart ikke stole på at vi kunne styre en med et andet type kort. Nej da. Skulle andre med derop måtte man derfor stille med en parlamentariker. Værsgo at spis – hierarki til frokost.
Det var ikke engang fordi dette sted kun var til parlamentarikerne, de har skam deres egne saloner og lokaler, hvor måltider kan indtages på tryg afstand af de ansatte. Hvad kunne der ellers ikke ske, ville de ansatte monstro begynde at tro de var ligeværdige? Dog skal det siges at ganske mange Parlamentarikere, blandt andet mange danske, ofte indtog maden i kantinen, sammen med os andre dødelige.
Hierarkiet gav sig også udslag i en række andre forskelle; fra hvor mange gæster man måtte lukke ind ad gangen, til muligheden for at bruge parkeringskælderen og fra hvornår man måtte komme ind i bygningerne til hvor let det var at tage farvekopier. Derudover var der spørgsmålet om, hvor let (eller besværligt) det kunne være at komme igennem med de simpleste ting til parlamentets bureaukrati, her kunne det til tider hjælpe at få flettet ind, at man var MEP-assistent. Jeg kan endda huske at jeg til tider har spillet kortet ”jamen jeg arbejder for en Président du group, en gruppeformand.
Min sidste lektion i Parlamentets hierarki kom på min næstsidste arbejdsdag. Jeg skulle hjælpe min efterfølger med at få sit adgangskort – en proces der til tider kunne minde om noget Kafka havde udtænkt. Jeg fulgte ham derfor til det rette kontor, gik med ham ind og forelagde sagen for den tilstedeværende bureaukrat. På trods af at jeg efterhånden troede jeg havde lært betydningen af hierarki blev jeg alligevel overrasket. Resten af samtalen foregik nemlig som om min efterfølger ikke var i stand til at svare selv, eller overhovedet var til stede. Jeg havde det obligatoriske kort på, var nogen, mens han måtte nøjes med et gæstekort der på flere meters afstand skreg: ”jeg hører ikke til”. Dette selv om rollerne to dage senere ville være byttet om – hvilket ganske tydeligt fremgik af mit eget kort.. Men hierarkiets regler måtte jo følges, så værsgo – hierarki til farvel.
|
(Grafik: Pia Mia Poulsen)
Læs flere kronikker om livet i Bruxelles:
Fortællinger fra Magtens Korridor
Kronik i Information 12. maj 2007
Efter på mit universitet for nylig at have passeret nogle opslag om praktik kom jeg til at tænke tilbage på mit eget praktikophold for snart halvandet år siden. Som en del af den relativt lille gruppe af unge mennesker der rent faktisk interesserer sig for EU-politik begav jeg mig dengang i praktik i Europa Parlamentet i Bruxelles.
Praktikopholdet hos JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde, lærte mig mere end jeg havde regnet med: Dels var der kunsten at arbejde i en bygning med politikere fra dengang 25 medlemslande, der sammen med deres ansatte taler mere end 20 forskellige sprog. Dels var der det at lære at navigere imellem et utal af lobbyister og særinteresser, samt ikke mindst at lære hvordan man håndterer bureaukratiet. Mere interessant og næsten lige så vigtigt var dog indsigten i, hvordan Europa Parlamentet rent faktisk fungerer – de mange ritualer og uskrevne regler der er forbundet med det.
Læs mere
Gensyn med Babylon
Kronik i Information 2. marts 2007
Ifølge biblen byggede menneskene engang et tårn, Babelstårnet, der skulle nå helt ind i himlen. Projektet huede ikke just Gud, hvorfor han, beslutsom og handlekraftig som han dengang var, satte en stopper for det. Ikke alene ødelagde han, i hvad der måske er et af de første kendte eksempler på radikal byfornyelse, tårnet. Han besluttede sig også for, at det ikke skulle kunne ske igen. Midlet hertil var simpelt men effektivt – han gav menneskene forskellige tungemål. På den måde blev samarbejdet besværliggjort og projektet opgivet. Siden da kan man vist også roligt sige, at vores forskellige sprog og udtryksformer har skabt sin del af vanskelligheder for menneskeheden.
Eksilets julekramper
Kronik i Kristeligt Dagblad 19. december 2006
Sidste jul, da jeg på grund af et praktikophold i Europa-Parlamentet var bosat i Bruxelles, oplevede jeg på egen krop, hvordan udlandsophold, selv dem, der fra starten af er tidsbegrænsede, kan få trækningerne frem hos os danskere. Når det så samtidig kombineres med noget så helligt som den danske jul, ja, så er der for alvor dømt julekramper.
De problemer, der så let opstår, når man søger at finde ud af, hvad der egentlig er den helt rigtige julemiddag, kan ofte få de danske sind i kog. Det er dog for ingenting at regne sammenlignet med de bekymringer, man rendte ind i som eksildansker.
![]() |
|
