Kronik i Nordjyske 2. september 2007, skrevet sammen med Hanne Dahl

EU-debatten, herhjemme såvel som i resten af Europa har ofte en tendens til at handle om de samme emner. For eksempel er spørgsmålet om, hvilke beslutninger, der skal tages i Bruxelles eller København, nok et af dem de fleste associerer med EU-debatten. Det kan f.eks. handle om, hvorvidt retspolitik skal bestemmes på EU-niveau eller på nationalt plan. Spørgsmålet om hvor man som borger har mulighed for at påvirke og ændre en given lovgivning er væsentligt.

Er det ikke lige det, kan det også meget vel handle om de negative konsekvenser af den lovgivning, der udstikkes i Bruxelles, som f.eks. når vi må begrænse vores forbud mod tilsætningsstoffer i maden. Senest er det krav om, at vi skal ændre den måde, vi beskatter pensionsindbetalinger på.

Eller det kan være de sager, der går stik imod hvad både borgere, politikere og embedsmænd egentlig var blevet lovet, som da EF-domstolen for nyligt ophævede de danske regler om bopælspligt på landejendomme. Netop påbuddet om bopælspligt var ellers en klar forudsætning for den danske indmeldelse.

EFTER DISSE sager er der endnu et punkt, mange måske tænker på, de situationer, hvor de berygtede EU-bureaukrater, tilsyneladende uden at nogen har udtrykt et behov for det, sætter sig for at indføre europæisk regulering på punkter de færreste normale mennesker, hvis nogen overhovedet, kan se giver mening.

Tag blot eksemplet med regulering af opsætning af postkasser og brevkasseanlæg: Vel næppe et lige så presserende og grænseoverskridende element som miljø og klimaproblemer - men alligevel et emne, de travle embedsmænd i Bruxelles har prioriteret. "Det kan godt være, at havene stiger, og vejret ændres drastisk, men i det mindste sidder vores postkasser nu på samme måde", synes tankegangen at være. Stod det til os ville vi nok prioritere anderledes.

STORT BEDRE bliver det ikke, når vi kommer til Rådets direktiv 74/483/EØF om udragende dele på motordrevne køretøjer, der for nylig blev opdateret og derfor nu "klart" dikterer at: "Hvis kofangerlinjen, for eller bag, svarende til omridset af bilens lodrette projektion fører hen over en stiv overflade, skal denne overflade have en krumningsradius på mindst 5 mm i alle punkter mellem omridset og linjer oven- eller nedenfor dette 20 mm indad, og målt normalt til ethvert punkt på omridset." Eller sagt på almindeligt dansk: Selv krumningen på bilernes kofangere reguleres fra EU-hold.

Sådan er der så mange eksempler. Fælles for dem er, at de kræver ressourcer - de skal overvejes og udarbejdes, embedsmænd og industriens repræsentanter mødes i forskellige arbejdsgrupper og diskuterer emnet, ofte uden at nogle andre bemærker det. Der skal betales løn til systemets ansatte og rejseomkostninger til andre. Derefter skal det hele oversættes til unionens 23 forskellige sprog for siden hen at blive indarbejdet i de nu 27 forskellige landes lovgivninger. Ikke mindst koster det dog menneskelige ressourcer, ressourcer der måske kunne være brugt bedre andre steder.

MÆNGDEN AF mindre vigtig, hvis ikke ligefrem unødvendig, EU-regulering skal nemlig også ses i lyset af hvad man ellers kunne prioritere.

Da man diskuterede kemikalielovgivningen REACH, var et af argumenterne for at slække på sikkerheden for borgere og miljø f.eks., at der ganske enkelt ikke var ressourcer til at få tjekket og registreret alle stoffer så grundigt, som mange ønskede det.

Et andet spørgsmål kunne passende være: Hvordan får vi optimeret hjælpen til u-landene? Ja, man kunne måske endda driste sig til at sige, at når EU's egne revisorer i mere end 10 år i træk ikke har kunnet garantere for, at unionens penge var brugt korrekt - så kunne det være man i stedet skulle opprioritere regnskabs og revisionsafdelingerne. Det kunne måske også komme noget af den svindel til livs, der desværre stadigt trives i systemet - med den konsekvens at utrolige summer går til helt andre ting, end hvad der var planen. Hvis nu man droppede at EU-regulere overflødige emner, mon så der ikke ville være flere ressourcer til den slags? Vi vil mene det i det mindste er forsøget værd.

ALLE disse tilsyneladende vidt forskellige sager har, udover at de er undfanget i EU, én vigtig ting til fælles: Der står ikke folkevalgte bag. Hvad enten der er tale om krumningen på kofangere eller postkassernes placering, så er det embedsmænd i Kommissionen, der er årsagen.

Ser man på kravene om, at vi ændrer vores regler for bopælspligt på landet samt det måske endnu mere alvorlige krav om, at vi skal ændre ved store dele af den måde vores pensionsopsparinger beskattes på, så er der heller ikke her tale om, at det er fordi folkevalgte politikere har truffet en beslutning og står klar til at forsvare den. Begge sager har ellers stor betydning for hele det danske samfund.

Fælles for begge sager er, at det her var unionens dommere der med ét gennemtvang markante ændringer. Ændringer der bl.a. indbefatter, hvordan vi skal sikre det forsatte økonomiske grundlag for velfærdsstaten. Ingen af disse sager opstod vel at mærke som følge af en politisk debat, eller efter at der var udtrykt behov for ændringerne af danske aktører. Det var derimod de ikke-valgte der satte det folkevalgte system skakmat, og det er problematisk.

NETOP FORDI det heller ikke her er folkevalgte der står bag, har vi ikke, som vi ellers er vant til i et demokrati, mulighed for at vælge nogle andre repræsentanter og en anden kurs. Samtidigt får vi heller ikke debat om, hvorvidt en ændring overhovedet er nødvendig eller ej. Dermed går vi glip af muligheden for at sige vores mening og påpege eventuelle problemer før end beslutningen er taget og hvem gavner det egentlig? Ingen.

DE demokratiske spørgsmål, når det kommer til EU, handler altså ikke altid kun om, hvorvidt man flytter beslutninger fra Danmark til Bruxelles, for der er der trods alt stadigt et skær af demokrati tilbage.

Nej, det mest bekymrende er, når man flytter beslutningerne fra folkevalgte til embedsmænd, en øvelse EU desværre synes at blive bedre og bedre til. Her mister vi både debatten og muligheden for at ændre kurs.

Når man taler om reformer af EU og traktaterne burde man derfor i høj grad også fokusere på, hvordan vi sikrer at vigtige beslutninger tages af folkevalgte, og ikke af embedsmænd.