Smertelig konfrontation

Kommentar i Jyllands-Posten 7. maj 2007

En domstol i Argentina har nu ophævet de benådninger, der var givet til to af militærdiktaturets topfolk. General Videla og admiral Massera blev i sin tid idømt livstidsdomme for mord, tortur og ulovlig tilbageholdelse af fanger.

Samtidig har de været involveret i sagerne om fangers børn, der er blevet givet væk til barnløse militærfamilier.

Alligevel blev de i 1990 benådet af den daværende præsident Menem, angiveligt fordi han ville lukke et sort kapitel i Argentinas historie.

Benådningen skabte kontroverser og placerer sig midt i en debat, der foregår i flere latinamerikanske lande; nemlig om man overhovedet skal tage opgørene med fortiden – og i så fald i hvor høj grad.

Debatten går især på, om man skal se diktaturerne som et overstået kapitel, eller om diktaturernes arv stadig udgør et halvåbent og potentielt betændt sår. Tilhængere af det første synspunkt advokerer i flere latinamerikanske lande for, at man ”ser fremad” og ikke søger at splitte landene yderligere med ”besværlige” retsopgør.

Lidt groft sagt er tilhængerne af det første synspunkt især dem, der ikke mistede venner og familie eller levede med frygten for tortur.

Hvis der da ikke ligefrem er tale om de samme mennesker, der støttede eller endda hjalp diktaturerne.

Det andet synspunkt fremføres især af dem, der led under diktaturerne; dem, der ikke kunne tale frit; dem, der blev fængslet og tortureret, samt familie og venner til de tusinder af forsvundne.

Logisk opdeling

Egentlig er opdelingen logisk; de, der støttede det, der skete, føler ikke behov for et opgør, mens alle, hvis venner og familie led under diktaturerne, har behov for, at sårene læges.

At man på denne måde i Argentina nu viser sig villig til at tage et opgør med fortiden, bliver bestemt ikke smertefrit, men det er heller ikke meningen.

De, der vil lide, er både de, der risikerer fængsel for deres gerninger, og ofrene og deres familier. For et opgør betyder, at man er nødt til at se i øjnene, hvad der rent faktisk skete, og det er aldrig behageligt. Man tvinges til at erkende, at de mareridtsagtige fortællinger rent faktisk var virkelighed for folk, som man holder af.

Alligevel er det nødvendigt, for et betændt sår heler ikke af at blive overladt til sig selv, lige så vel som problemer sjældent går væk af sig selv.

Hvad der ser ud som en nyfunden argentinsk vilje til at konfrontere sin mørke fortid, bør tjene som et eksempel til efterfølgelse. I mange af de tidligere latinamerikanske diktaturer går bødler stadig frit omkring på gaderne sammen med de ansvarlige politikere og officerer.

Samtidig er der dele af befolkningerne, der ikke tager klart afstand til diktaturerne, eller som sågar mener, at de var nødvendige. Derfor er der behov for et opgør for at få helt frem i lyset, hvad der egentlig skete – og dermed tvinge samfundene som helhed til at erkende, hvad der skete.